Politiet finder i stigende grad frem til cykler, der sandsynligvis er blevet stjålet. De har bare svært ved at gøre noget ved sagerne, fordi danskerne ikke er gode til anmelde cykeltyverier.

Kassevogne og lastbiler stopfyldte med danske cykler på vej ud af landet. Et kedeligt syn, der ofte møder dansk og tysk politi ved landets grænser.

Den form for kriminalitet vil politiet hellere end gerne have bugt med. Der er bare et problem. Danskerne melder det ofte ikke til politiet, hvis de har fået stjålet deres cykler. Og så kan politiet ikke sigte chaufføren for tyveri eller hæleri. I yderste instans bliver politiet nødt til at lade vedkommende køre over alle bjerge med cyklerne.

»Det ærgrer os hver gang, vi må lade formodede tyve gå – og endda med det stjålne,« siger politikommissær Mikael Knudsen fra Udlændingekontrollen i Padborg i en pressemeddelelse.

Hos Udlændingekontrollen anslår man, at halvdelen af de cykler, politiet opsnapper ved grænsen, ikke er meldt stjålet.

Det er ikke lang tid siden, at Syd- og Sønderjyllands politi fandt seks mountainbikes i et bulgarsk sættevognstog. Den ene viste sig at være stjålet i Sønderborg, men de øvrige fem cykler var ikke meldt stjålet, selv om de var i fin stand. Derfor sendte politiet fotos af cyklerne ud på de sociale medier og i nyhedsbreve. Mere kunne de ikke gøre, før ejerne meldte sig.

En anden faktor er, at mange cyklister ikke har stelnummeret på deres cykel skrevet op. Derfor er de ifølge politiet på den, hvis deres cykel bliver stjålet.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er årsagen til, at folk ikke anmelder cykeltyverier, ofte, at de ikke har en godkendt lås på deres cykel. Dermed kan de ikke få penge fra forsikringsselskabet. I andre tilfælde handler det om cyklens alder eller størrelsen på selvrisikoen.

Meget dyre carbon-racercykler, som er lavet af kulfiber, har ikke noget stelnummer indstemplet. Det står i stedet på en stregkode, som tyvene let kan fjerne. Har man ikke sørget for at mærke sin cykel på en anden måde, er det ikke muligt for politiet at identificere den.

»Så gem dit stelnummer – og meld din cykel stjålet så hurtigt som muligt. Altid,« lyder opfordringen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.