Politiet indstillede mandag eftermiddag eftersøgningen af 17-årige Emilie, der ikke er set, siden hun tidligt søndag morgen sagde farvel til to veninder ved Korsør Station efter en bytur. Men det tager ikke modet fra de flere hundrede frivillige, som fortsat gennemsøger Korsør.

»Vi synes ikke, vi kunne lade være – de fleste mente, at det var unfair over for familien, at politiet stoppede. Det ville vi ikke være bekendt. Var det vores eget barn, ville vi jo også blive kede af det, hvis vi følte, at der ikke var mere at gøre,« siger en af de frivillige, Jane Valsted, til BT.

49-årige Jane Valsted uddeler mandag aften ruter til de fremmødte og på den måde er hun med til at koordinere søgningen. Hun gik i gang ved 20-tiden søndag aften og har ikke været hjemme eller sovet siden.

»Vi var faktisk begyndt at sende mange hjem, efter politiet stoppede med at lede tidligere i dag (mandag red.) – men de ville sgu ikke give op. Ikke før hver en sten er vendt,« siger hun.

Jane Valsted fortæller, at de har haft et tæt samarbejde med politiet under hele forløbet.

»Her til aften tager vi de samme ruter, som vi tog i nat. Det er stadig lyst, så vi har bedre chancer for at se noget,« siger hun.

Folk står sammen

Flere hundrede mennesker har hjulpet med eftersøgningen – alene mandag eftermiddag var over hundrede mennesker fra nær og fjern i gang.

»Det er helt vildt at se, hvordan folk står sammen. Der er kommet folk fra Ballerup, Helsingør, Hillerød og mange andre steder fra,« siger Jane Valsted, der selv bor i Korsør.

Jane Valsted kender ikke selv Emilie, men hun blev rørt, da hun hørte om hendes forsvinden.

»Jeg har selv børn – én af dem på Emilies alder. Det gør ondt at tænke på, at man som forældre sidder og ikke kan forstå, hvor ens barn bliver af,« siger hun.

Flere af Emilies skolekammerater har også deltaget i eftersøgningen, ligesom Emilies moster har.

Jane Valsted fortæller, at de frivillige endnu ikke har taget stilling til, om de fortsætter tirsdag.

»Vi har gennemsøgt hele Korsør. Det meste af byen flere gange. Men er der den mindste grund til at fortsætte, så gør vi det,« siger hun.

Stukket af på grund af kærestesorger

Emilie blev sidst set klokken 04 søndag morgen, da hun tog afsked med sine to veninder ved Korsør Station. Sammen havde de efter en bytur i Slagelse taget toget til Korsør.

Fra stationen skulle hun gå cirka to kilometer alene gennem byen for at nå hjem til forældrenes hus i byens centrum. Men hun dukkede aldrig op. Heller ikke i kirken om formiddagen, hvor hun skulle synge. Derfor satte politiet søndag store ressourcer ind for at lede efter hende og bad befolkningen om hjælp, hvis de havde set noget.

Et vidne har efterfølgende fortalt, at han sidst på natten søndag så en pige i 16-18 års alderen gå rundt i et kolonihaveområde i byen, fortæller indsatslederen.

Eftersøgningen af Emilie fortsatte mandag, hvor politiet også havde en helikopter i luften til at afsøge kyststrækningen langs Korsør. Senere besluttede politiet at trække sig.

»Vi har udtømt vores muligheder og har derfor besluttet at indstille eftersøgningen,« sagde vagtchef Ove Christoffersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau mandag eftermiddag.

På trods af stadig ingen spor af Emilie, oplyste politiet tidligere mandag, at de tror, hun er i live. Det viser sig, at hun tidligere er stukket af til København på grund af kærestesorger. Hendes kæreste skulle angiveligt have slået op med hende kort forinden hendes forsvinden.

Emilie er 168 centimeter høj og beskrives som almindelig af bygning med langt brunt hår. Hun var iført en sort langærmet cardigan med en sort blondebluse under, blå jeans og blå Adidas-sko.

Politiet kan kontaktes på 114, hvis man har oplysninger om, hvor pigen befinder sig.