'Der er noget fuldstændig galt'. 'Til grin'. 'Ufatteligt naivt'. De danske politikere koger af raseri over, at kroatiskfødte Gimi Levakovic slipper for at blive udvist af Danmark.

Gimi Levakovic blev i tirsdag - i Østre Landsret - idømt et år og seks måneders fængsel, efter han tidligere er blevet fundet skyldig i trusler mod en familie og for at være i besiddelse af en pistol.

Tidligere i sagsforløbet - i byretten - blev den 46-årige Levakovic dømt til udvisning af Danmark i 12 år. Men Østre Landsret omstødte tirsdag byrettens afgørelse. Blandt andet fordi det var en formildende omstændighed, at Gimi Levakovic har børn i Danmark, og at han ikke tidligere er blevet dømt i sager, der potentielt kan udløse en udvisning.

Den kendelse har fået danske politikere helt op i det røde felt. Blandt andre Det Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen:

»Hvis han (Levakovic, red) kan blive i Danmark, er der noget fuldstændig galt i vores samfund. Det vil jeg tale med justitsministeren om,« skrev Pape på Facebook tirsdag eftermiddag.

Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth er på linje med Pape og er ved at koge over af harme over tirsdagens afgørelse. Det gør han klart på både Facebook og Twitter.

»Nu troede vi lige, at vi var kommet af med Gimi Levakovic. Men nej, vaneforfryderen får lov at blive i Danmark, har Østre Landsret besluttet. Nu må det stoppe. Vi er simpelthen til grin i det her land, når man kan begå den ene kriminelle handling efter den anden, uden det får konsekvenser,« skriver Kenneth Kristensen Berth på Facebook.

Det er ikke kun højre side af det politiske Danmark, der er i oprør. Hos SF har folketingsmedlemmet Jacob Mark også sat sig til tasterne på Twitter:

Hos Socialdemokraterne har retsordfører Trine Bramsen heller ikke noget til overs over for Østre Landsrets afgørelse:

»Det virker jo åbenlyst urimeligt, og ens retsfølelse bliver åbenlyst krænket, når domstolene omstøder en afgørelse, så en mand, der har begået så grov kriminalitet, alligevel ikke kan sendes ud af Danmark,« siger Trine Bramsen til Jyllands-Posten.

Heller ikke BTs læsere bifalder dommen. Tirsdag aften er nyheden delt over 260 gange og kommenteret 2121 gange. I stort set alle kommentarer fremgår det, at læserne ikke forstår, hvordan Gimi Levakovic kan få lov at blive i Danmark.