Når en politiker selv står bag en støtteindsamling, kommer vedkommendes troværdighed i fare. Det samme gør velgørenhed generelt, mener professor Thomas Ploug.
Når den konservative politiker Mette Abildgaard på Facebook og Twitter opfordrer danskerne til at indbetale penge som støtte til den 19-årige hærværksramte Ali Parnian i Tingbjerg, så gør hun måske mere skade end gavn.
»Mette Abildgaard blander nogle ting sammen, som ikke skal sammenblandes,« siger professor i moralfilosofi og etik ved Aalborg Universitet, Thomas Ploug.
»Hun blander sine politiske og karrieremæssige interesser med interessen for at hjælpe et offer. Det handler om gennemskuelighed, hvor vi altid skal have et skarpt øje på, hvilke interesser, organisationer og privatpersoner og politikere har ved godgørenhed og støtteindsamlinger som den for Ali i Tingbjerg.«
Mette Abildgaard har, når disse linjer skrives indsamlet små 400.000 kr. fra danskere overalt i landet til Ali Parnian, fordi han fik sin bagerbutik smadret, af gerningsmænd, der ville have ham til at betale beskyttelsespenge.
»Det er i virkeligheden meget snedigt, at man på den måde kan pleje sin politiske sag samtidig med, at man gør noget godt, men det kan være svært at gennemskue for borgene,« siger Thomas Ploug.
Ifølge ham er der i det aktuelle tilfælde, der som bagtæppe har diskussionen om ghettoer og utilpassede i yderområder, en direkte sammenhæng mellem støtten til bageren i Tingbjerg og Mette Abildgaards egen politiske karriere og de konservatives politik, mener han.
»Der skal politikerne passe deres kasketter,« som han siger.
»Det er en meget simpel mekanisme.«
Det har på længere sigt to konsekvenser, mener Thomas Ploug: Den tvetydige politikerstøtte fører til en mistænkeliggørelse af velgørenhedsarbejdet, for vi risikerer at blive skeptiske overfor, hvad bagtankerne er bag velgørenhedsarbejde generelt. Men mistænkeliggørelsen kan også gå den anden vej, mener Thomas Ploug.
»For vi har i forvejen et problem med politikernes troværdighed. Med sådan et initiativ kan de komme til at mistænkeliggøre sig selv.«
Thomas Ploug understreger, at Mette Abildgaard sikkert har lavet sin støtteindsamling i de bedste intentioner, og at hendes troværdighed ikke nødvendigvis vil lide skade fordi, som han siger »hun rammer en folkestemning, som er med hende. Folk tilskriver hende de bedste intentioner, men jeg tænker: Ah, har hun ikke flere interesser i det her? Selvom det da er muligt, at hun har reageret spontant, og hendes gode hjerte er løbet af med hende.«
