Venstre kritiserer DBU for at have ladet emiren i Qatar betale for to ungdomslandsholds træningslejre i den mellemøstlige oliestat.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har gjort sig selv til brik i oliestaten Qatars storpolitiske spil ved at modtage dyre gaver i form af træningslejre til danske ungdomslandshold. Sådan lyder kritikken fra iagttagere og politikere ifølge Jyllands-Posten.

Kritikerne mener, at den rige oliestat udnytter sporten til at forbedre landets omdømme, der lider under korruptionsanklager og kritik af menneskerettighederne.

»Det er et meget, meget farligt tilbud. Noget, man bør sige nej tak til. Qatar bruger sine mange milliarder som propagandavåben,« siger Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen (V), der mener, at DBU lader sig udnytte.

DBU sendte i maj 2014 og i januar i år U16-landsholdet og U18-landsholdet fem dage til Qatar på træningslejr hos oliestatens sportsakademi Aspire, der ejes af diktaturet og svarer direkte til Hans Højhed Emir Sheikh Hamad Bin Khalifa Al-Thani, som der står på akademiets hjemmeside.

Rejsen blev af Qatar. Alene hotelværelser til delegationen på 40 mand ville ifølge avisen have kostet 95.000-140.000 pr. rejse.

DBU-formand Jesper Møller siger, at man ikke vil gøre spillerne til gidsler, når Danmark ikke boykotter Qatar, og at man i DBU ikke har tænkt over, at Qatar betalte.

»Det gør vi os egentlig ikke overvejelser om. Når landshold tager af sted, er det en sportslig og faglig vurdering,« siger Jesper Møller til Jyllands-Posten.

Ifølge Spillerforeningens direktør Mads Øland er rejserne en dyr gave, og giveren forventer derfor et venskab i retur, og det bringer DBU i taknemmelighedsgæld til lederne i Qatar, mener han.