En episode med en flaskesamler på Halmtorvet i København i går forud for fodboldkampen mellem Brøndby og FCK har skabt stor debat efter, at journalist og radiovært på Radio24syv Ayşe Dudu Tepe tog et billede af optrinnet og delte det på Facebook.

En asiatisk flaskesamler stod i et bassin med vand til knæene og samlede dåser og flasker. Brøndbytilhængere stod og grinte af hende, tog billeder med mobilen og kastede dåser foran hende for at plaske vand på hende, siger radioværten samt andre øjenvidner.

- De krøllede dåser sammen, så hun ikke kunne bruge dem og kastede dem ned til hende. Folk dirigerede hende rundt med hånden, som om hun var en hund, de var ved at træne, siger Ayse Dudu Tepe i Radio24syv denne morgen, hvor hun blev interviewet.

Hun forklarede med gråd i stemmen, hvorfor hun havde delt billedet, og hvad det gjorde ved hende at se den asiatiske flaskesamler blive ydmyget.



(Hvis du læser med fra mobilen - klik her for at se Ayse Dudu Tepes opslag)

- Jeg er selv af tyrkisk baggrund, og mine forældre købte tøj i Frelsens Hær og hentede møbler til storskrald. Vi blev også behandlet som andenrangsmennesker, siger hun tydeligt påvirket.

Læs også: Brøndbyfan om flaskesamler: Hun blev nedgjort og udstillet

Ayse Dudu Tepe skrev som tekst til billedet. 'Den hvide mand har kronede dage'.

- På grund af billedteksten, er der folk, der siger til mig, at det er en omvendt form for racisme og spørger hvorfor jeg trækker det kort. Jeg synes, det er på sin plads at læse køn, race og etnicitet ind i billedet, siger hun live i radioen.

Ayse Dudu Tepe forlod optrinnet ved Halmtorvet i går med tårer i øjnene og rystet over situationen. Den følelse virkede til at vende tilbage under interviewet i Radio24syv, da hendes stemme knækkede over, da hun fortalte om sit indtryk af danskerne, da hun var barn og boede med sine forældre i Esbjerg.

- Jeg har oplevet det på egen krop. At se min familie blive ydmyget, fortæller hun grådkvalt.

Ayse Dudu Tepe fik hurtigt styr på stemmen igen og sluttede interviewet af med at sige, at 'hvidhed' er et tabu i Danmark.