Forfatteren Sara Omar lægger i en ny video afstand til »fremmedfjendske kræfter«, som hun mener misbruger hendes bog »Dødevaskeren«. Den oplevelse er hun ikke alene om, siger indvandrerkunstnere og debattører.
Den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar har i en Facebook-video appelleret til debattører om ikke at misbruge hendes roman »Dødevaskeren«, der handler om vold, magt og undertrykkelse af kvinder med udgangspunkt i en religion. Bogen skabte meget omtale og debat, da den udkom denne vinter, og den er indtil videre blevet solgt i 50.000 eksemplarer.
»At komme ind i de danske medier er både livsbekræftende, men også overvældende. Og nu, hvor der er gået over en måned efter udgivelsen af min roman, har jeg stået på et bjerg og betragtet samfundet på afstand. Og jeg kan se, at debatten om islam og den muslimske minoritet er betændt. Derfor er jeg nødt til at tage afstand fra de fremmedfjendske kræfter, som forsøger at tage min roman og mine udtalelser som gidsel,« siger Sara Omar i starten af sin video:
Sara Omar, der i dag lever under politibeskyttelse, har i interview slået fast, at hun har risikeret sit liv ved at udgive romanen, men at hun har prioriteret kampen mod undertrykkelse af kvinder og social kontrol højere end sin sikkerhed.
Forfatteren fortæller ikke i talen på videoen, hvem hun sigter til, når hun siger, at hendes bog bliver misbrugt, men siger blot, at hun ikke vil tillade, at hendes ord bliver brugt som »ammunition i kampen mod islam«.
»Jeg er imod at bruge religion til at legitimere overgreb og undertrykkelse. Min mission er udelukkende at bekæmpe undertrykkelse, overgreb, voldtægt, ulighed, social kontrol, incest, pædofili og diskrimination. Det er derfor en grov udnyttelse at bruge mit budskab i diskriminerende og racistiske agendaer,« siger Sara Omar i teksten.
Hun appellerer til »muslimske medsøstre, brødre og danske medborgere« og understreger, at hun mener, at undertrykkelse findes i alle kulturer og religioner.
Sara Omars video er blevet bragt på flere mediers websites, sammen med et budskab fra forfatteren om, at hun ikke har yderligere kommentarer.
»Jeg ved at hun ikke har nogen interesse i at kaste sig ud i en personkamp, men taler i generelle termer, så fokus holdes på det centrale: At Dødevaskeren kan forberede børns og kvinders rettigheder,« skriver Camilla Høy, er Sara Omars forlægger på Politikens Forlag, på en SMS til Berlingske.
Lektor: Vi skal have de her vigtige diskussioner
Sara Omars oplevelse af at blive spændt for en vogn er imidlertid ikke enestående blandt kunstnere med indvandrerbaggrund.
June Dahy, der er lektor på Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, siger, at der er adskillige danske og udenlandske eksempler på, at forfattere inviteres med i en klub, som de ikke ønsker at være medlem af.
Hun nævner digteren Yahya Hassan, hvis kritiske digte om sin indvandrerbaggrund fik stor positiv bevågenhed på højrefløjen, ligesom også den engelske Salman Rushdie og dennes roman »De sataniske vers« og den danske forfatter Kåre Bluitgen, hvis forgæves forsøg på at finde illustratorer til en bog om Muhammed, hyppigt er blevet brugt i politisk øjemed.
»Vi lever i politiseret verden, hvor det meste kan bruges i en politisk agenda. Muhammed-tegningerne var egentlig en intern dansk diskussion om selvcensur, men blandt andre arabiske politikere og ambassadører greb den for at udnytte den til egne formål,« siger June Dahy, der mener, at selvcensur er den største fare for forfattere, der skriver bøger om politisk brændbare emner.
»Vi skal have de her vigtige diskussioner, også selvom at forfattere i sidste ende ikke kan forhindre misbrug af deres synspunkter,« siger June Dahy.
Hun ser Sara Omars tale og efterfølgende afvisning af at give yderligere kommentarer som en måde at opstille rammer for de diskussioner, man ønsker at være en del af.
»Man ser samme bestræbelse i minoritetsorganisationer som Mino Danmark, der ønsker en diskussion uden tabuer om minoritetskulturer men udenom de fastlåste politiske lejre,« siger June Dahy.
Hun mener ikke, at der kan være fare for, at man kommer til at oprette enklaver, hvor diskussionerne kører hver for sig uden den fælles dagsorden til gavn for demokratisk udvikling.
»Der er ikke tale om lukkede parallelsamfund, men om interessesamfund, der sagtens kan udveksle meninger og indlæg med den almindelige offentlighed,« siger June Dahy.
Radiovært: Du stikker halen mellem benene
Jurist og radiovært på 24syv, Nima Zamani, har selv oplevet at blive at blive brugt af anti-islamiske debattører, efter at han i en klumme havde beskrevet sin uvilje ved opførelsen af en ny moské i København.
»Det handlede om det for mig bitre forhold, at repræsentanter for et styre som mine forældre var flygtet fra i Iran, nu ville få fodfæste i Danmark. Klummen blev trykt flere steder og pludselig begyndte jeg at få en masse facebookvenner blandt DFere og længere ude på højrefløjen. Og jeg har oplevet det samme med modsat fortegn, når jeg har kritiseret venstrefløjen for at være for blødsøden overfor islamister. Men det har jeg det ok med. Jeg trives med venner i alle lejre, og kan sagtens gå i byen med venner jeg ved stemmer på DF,« siger Nima Zamani.
Hvad Sara Omars bog angår og hendes videotale forholder Zamani sig kritisk, selvom han siger, at forfatteren selvfølgelig har ret til at sige, at hun ikke er enig med fløj.
»Jeg forstår godt, at hun ikke spændes for en vogn af den yderste højrefløj. Som kunstner har man principielt ikke andet ansvar end det kunstværk man producerer, men når det helt tydeligt har været en del af hendes promovering at sælge bogen som en kritik af islamiske miljøer, så synes jeg helt klart at hun har et ansvar for at følge op. Så kan hun sgu’ ikke bare stikke halen mellem benene,« siger Nima Zamani.
»Man kan aldrig helt kontrollere det«
Rapperen og dramatikeren Zaki Youssef vakte i denne måned opsigt i Københavns gader med sin plakat for sin aktuelle forestilling »Det var et yndigt land«. Plakaten laver et ordspil, hvor »Olé! Olé! Olé!« fra landsholdssangen bliver erstattet med »Allah! Allah! Allah!«, og blevet udsat for systematisk hærværk.
»Det fortæller mig at der er folk derude som ikke orker at sætte sig ind i, hvad kunstnerne egentlig har på hjerte, men blot uddrager det, de selv kan bruge. Jeg er ret sikker på, at dem der ødelagde plakaten har draget nogle forhastede konklusioner, om hvad mit stykke egentlig handler om,« siger Zaki Youssef.
Han siger, at man særligt som kunstner med indvandrerbaggrund skal overveje nøje, hvad man siger, hvilket publikum man har, og hvordan ens budskab bliver modtaget.
»Man kan aldrig helt kontrollere det, men man må heller ikke være blind for modtagelsen. Hvis jeg laver et indvandrerkritisk teaterstykke, vil jeg på en eller anden måde også sikre mig bedst muligt, at jeg får indvandrere i tale på en nuanceret måde. Og hvis jeg en dag skal tale til Dansk Folkepartis årsmøde, vil jeg formulere mig så at jeg taler et sprog, som man forstår der. Og hvis jeg skulle tale til unge indvandrere, ville jeg overveje at rappe eller bruge digtform. Så man skal være bevidst om kontekst og sprog,« siger Zaki Youssef, hvis teaterstykke »Der var et yndigt land« spiller på Teater Sort/Hvid frem til 24/2.
