Når mandatet til Rådet for Samfundsansvar udløber i år, vil regeringen nedlægge rådet. Det undrer eksperter og organisationer.

Der er ikke længere brug for Rådet for Samfundsansvar, som derfor bliver nedlagt med udgangen af 2015. Sådan lyder meldingen fra regeringen, skriver netavisen Altinget.

I seks år har rådet bestående af 15 rådsmedlemmer fra virksomheder, NGOer og arbejdsmarkedets parter rådgivet regeringen og virksomheder om, hvordan man kan fremme ansvarlighed i erhvervslivet.

»Det er ærgerligt, for rådet opfyldte en vigtig funktion i forhold til at sætte rammerne for at opføre sig samfundsansvarligt. Rådet bragte interessenter på området fra forskningsverdenen, erhvervslivet og NGOerne sammen. Det forum forsvinder nu ud i det blå uden nogen erstatning,« siger rådets næstformand, Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, til Altinget.

Chef for CSR (Corporate Social Responsibility, der på dansk betyder virksomheders sociale ansvar) i Mærsk Annette Stube mener også, rådet har været et vigtigt forum for dialog. Med rådet har man undgået offentlige tovtrækkerier, hvilket har ført til bedre beslutninger, mener hun. Hun understreger, at der er et behov for at videreføre rådets arbejde i en eller anden form.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) begrunder imidlertid beslutningen med, at danske virksomheder allerede er langt i forhold til arbejdet med CSR.

Rasmus Feldthusen forsker i CSR på Center for Virksomhedsansvar ved Københavns Universitet. Han mener, lukningen af rådet er en kovending i forhold til, at CSR har været et satsningsområde for Danmark.