Statsrevisorerne beder nu Rigsrevisionen om at undersøge det budgetskred på 77 millioner kroner, der fandt sted i forbindelse med Eurovision Song Contest 2014 i København.

Det bekræfter statsrevisorerne Kristian Jensen (V) og Klaus Frandsen (R) over for Berlingske Nyhedsbureau.

»Rigsrevisionen har ikke formel ret til at undersøge Wonderful Copenhagen og Projektselskabet ESC, så vi beder Rigsrevisionen om at bede om adgang til data,« siger Klaus Frandsen.

»Hvis de så får adgang til data, så vil vi anbefale Rigsrevisionen at undersøge det. Men hvis Wonderful Copenhagen og projektselskabet nægter at give informationen, kan Rigsrevisionen jo ikke undersøge noget,« forklarer han.

Statsrevisorerne mødes senere torsdag for at drøfte sagen.

BNB