En kunde i Super Brugsen i Vig gjorde lørdag eftermiddag et opsigtsvækkende fund, da han i køledisken faldt over den efterhånden landskendte og berygtede rullepølse fra virksomheden, Jørn A. Rullepølser.

Sådan så det i hvert fald ud.

Da BT søndag kontaktede butikken, stod det dog hurtigt klart, at der var tale om en ganske ufarlig, men uheldig misforståelse.

Ifølge den butiksansvarlige er der nemlig alene tale om en menneskelig fejl, da en af butikkens medarbejdere var kommet til at anvende en forkert kode, der resulterede i, at et standard-mærkat fra Jørn A. Rullepølser havnede på en pakke rullepølser fra en helt anden virksomhed.

Den butiksansvarlige siger i øvrigt til BT, at Levnedsmiddelstyrelsen har været forbi butikken i dag, og godkendt at alt er i orden.

Fødevarestyrelsen mener, at Jørn A. Rullepølser er hovedsmittekilden bag det listeria-udbrud, der mistænkes for at have kostet flere mennesker livet. Af samme grund er fødevarevirksomheden også blevet lukket af Fødevarestyrelsen, og alle dens produkter er trukket tilbage.

Derfor overraskede det også kunden Leif Larsen, da han lørdag opdagede, at Jørn A. Rullepølser alligevel blev solgt i Super Brugsen. Han tog et billede af pakken og anmeldte fundet til Fødevarestyrelsen.

- Da kunne jo være solgt vidt og bredt i området. Inklusive til plejehjem, hvor det er særligt farligt. Vi andre dør jo ikke af at spise det, men for dem, der er i forvejen er svækket, kan det være farligt, forklarer han over for BT.

Heldigvis var det falsk alarm og skulle du sidde med en pakke halv-tom rullepølse derhjemme, er der altså ingen grund til panik.