Russiske militærfly kom onsdag eftermiddag så tæt på dansk luftrum, at Flyvevåbnet sendte to F16-jagere i luften for at holde øje med, at flyene ikke krænkede dansk territorium.

Det bekræfter Kathrine Vase, pressevagt ved Flyvertaktisk Kommando.

- Det er korrekt, at det danske afvisningsberedskab blev sendt i luften. Der var tale om russiske militærfly, som fløj i internationalt luftrum og ikke krænkede dansk luftrum, siger Kathrine Vase til bt.dk.

Døgnet rundt er Flyvevåbnets afvisningsberedskab - som består af to F-16 kampfly - klar til at rykke ud. Det sker flere gange årligt, blandt andet i situationer som den der udspillede sig i luftrummet tæt ved Danmark onsdag eftermiddag.

- Det er rutine, når udenlandske militærfly kommer indenfor en vis radius af dansk luftrum, at man sender beredskabet i luften og følger deres rute, som ikke kan ses på normale radarer, forklarer Kathrine Vase.

Også Holland og Storbritannien måtte sende fly på vingerne for at holde øje med de russiske fly.

Ifølge Sky News blev to bombefly af mærket Tupolev 95s spottet ved Skotlands kyst tæt på britisk luftrum. Det fik RAF - det kongelige britiske luftvåben - til at sende jagerfly på vingerne for at holde øje med de russiske bombefly, som senere returnerede mod Rusland efter at være blevet kontaktet af de britiske fly.