Familien Levakovic har fået flere politikere op i det helt røde felt. Senest den tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) Camilla Schwalbe. Hun er nu byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Tårnby Kommune, hvor Levakovic-familien bor.

På Schwalbes Facebook-profil skrev hun torsdag aften:

»Jeg må ikke udtale mig om familiens sag, tror også de fleste har hørt rigeligt. Jeg må bare sige det ærligt, ret politisk ukorrekt, at jeg hellere end gerne så familien forlade min kommune,« skrev hun.

Læs også:

En del af familien Levakovic har de seneste to torsdage optrådt i to dokumentarprogrammer på TV 2. I programmerne »Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie« følger TV 2 familieoverhovedet Gimi Levakovic og hans nærmeste familie. Efter eget udsagn vil han vende roma-familiens kriminelle løbebane og sørge for, at den næste generation bliver ordentligt integreret i det danske samfund.

Koster 17 millioner
Men programmerne viser også, hvordan flere af familiens medlemmer er dømt for forskellige former for alvorlig kriminalitet som vold, voldtægt og tricktyverier. Udsendelserne viser også en familie, der - for de flestes vedkommende - ikke har været i arbejde, men har levet af overførselsindkomster, siden de kom til Danmark i 1972.

Læs også:

Det faktum, at 28 medlemmer af Levakovic-familien har modtaget i alt 17 mio. kr. de seneste fire år, har vakt stor forargelse. Også hos Camilla Schwalbe.

»At forbryde sig mod fællesskabet på den måde er hel forrykt. Havde lyst til at banke på, men turde ikke. Har lyst til at forholde dem deres gerninger. Hammeren skal falde, hårdt. Som byrådsmedlem i Tårnby kommune, så er der ingen tvivl om det,« skrev Schwalbe.

Hetz
BT har været i kontakt med Gimi Levakovic og en person, der præsenterer sig som »Dianas søn«.

Ingen af dem havde lyst til at kommentere på Camilla Schwalbes ønske om, at de skal forlade kommunen. I stedet forklarede de begge, at de mener, at medierne kører hetz mod Levakovic-familien og diskriminerer romaer generelt.

Dianas søn - formentlig Diana Petrovic' søn, Gimi Levakovic' nevø - forklarer desuden, at familien er trætte af den meget opmærksomhed, som TV 2's dokumentarprogrammer har medført.