Der er udsigt til herligt solskinsvejr og lune temperaturer i weekenden, lyder den gode nyhed fra DMI.

Der er lagt op til en solrig påskeweekend.

Men først skal vi lige have en fredag med regn og byger, der især vil ramme Sjælland og Lolland-Falster.

»Men når fredagen er overstået, kan vi se frem til en lørdag med stort set fuld sol dagen igennem,« lyder det fra vagtchef Thyge Rasmussen, DMI.

Han forventer, at vi kan nå op på behagelige 12-17 grader, og at det bliver lunest i Nordsjælland. Vinden går om i det østlige hjørne og bliver let til frisk.

Og søndag bliver næsten lige så fin.

»Der kan nok være nogle tynde slørskyer, men generelt bliver det også en flot søndag. Måske får vi endda et var varmegrader ekstra.

»De højeste temperaturer vil nok være i Vestjylland, hvor vi venter op til 20 grader, mens resten af landet får 13-18 grader. Så påskesøndagen tegner fremragende,« siger Thyge Rasmussen.

Men mandag begynder det med vagtchefens øjne at »se lidt mere broget ud«.

»Vi får et område med regn og byger op over landet fra syd, men det bliver nok først sidst på dagen. Vi vil dog stadig have en lun luft og kan godt komme op på 13-18 grader,« siger Thyge Rasmussen.

Og efter lidt regn og byger mandag, vil det igen være klaret op, når hverdagen kalder tirsdag.

»Når vi kommer frem til tirsdag, venter vi, at regnen vil være drevet forbi, og vi får igen pænt vejr med en del sol igen. Som dagen skrider frem, får vi mere og mere solskin og op til 17-18 grader, hvor det bliver lunest. Så vi er kommet ind i en god stime,« siger Thyge Rasmussen.