Danmark har fået sin første officielle nationalret. Stegt flæsk med persillesovs. Men hvor sund er retten?

Ifølge Hjerteforeningens hjemmeside indeholder en portion god, gammeldags stegt flæsk med persillesovs 2.400 kilojoule, som svarer til 580 kalorier.

Det svarer til to friturestegte fiskefiletter (506 kalorier), en pose popcorn (503 kalorier), en Big Mac på McDonald's (488 kalorier), 29 tomater (580 kalorier) eller 5 bananer (510 kalorier).

Gitte Gross er afdelingschef på DTU Fødevareinstitut, og hun mener ikke nødvendigvis, at stegt flæsk med persillesovs er særlig usundt.

Læs også:

- Hvis man f.eks. bruger det stykke på grisen, som kaldes stegestykket, drypper det meste af fedtet fra - særligt hvis man også lægger det på et fedtsugende papir efter stegning - og sparer man på kalorierne i sovsen, så er der intet i vejen med stegt flæsk, siger Gitte Gross og tilføjer:

- Jeg kunne godt have tænkt mig mere fisk - vi får rigeligt med kød, men mangler fisk. Smørrebrød ville også være et udmærket udgangspunkt, fordi man kan samle fisk, kød og grøntsager, siger hun og henviser til, at valget af Danmarks nationalret blandt andet stod mellem stegt flæsk og smørrebrød.

Gitte Gross pointerer samtidig, at man med fordel kan supplere retten med grøntsager for at gøre den ekstra sund. Og kartoflerne skal man ikke være bange for - de indeholder få kalorier og er en af de fødevarer, som mætter mest.