I de seneste 40 år har der været længere mellem barneskrigene og de klippede navlestrenge på landets fødegange. Mens antallet af fødsler i Danmark er faldet siden 1970'erne, er de førstegangsfødende kvinder og deres partnere generelt blevet ældre.

Antallet af fødsler pr. år er nemlig faldet markant siden 1973, mens de kvinder, som føder for første gang, i gennemsnit er blevet seks år ældre i løbet af de seneste 55 år. Hvor gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende kvinde i 1960 var 23,1 år, var tallet i 2014 steget til 29,1 år.

Samtidig er de nye fædre også blevet ældre, idet gennemsnitsalderen for en nybagt førstegangsfar er steget fra 28,6 år i 1986 til 31,4 år i 2014. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Og fordi frugtbarheden som bekendt falder med alderen, strømmer håbefulde førstegangsforældre til landets fertilitetsklinikker som aldrig før, og næsten hvert tiende danske barn kommer nu til verden med hjælp fra fertilitetsklinikker. Ifølge overlæge og chef for Rigshospitalets fertilitetsklinik, Søren Ziebe, er nedsat frugtbarhed en »fuldstændig overset folkesygdom«.

Særligt københavnerne kan have brug for fertilitetslægernes hjælp, når de skal forsøge at sætte deres første barn i verden. De førstegangsfødende københavnere er nemlig i gennemsnit ældre end landsgennemsnittet. I 2006, som er det første år, hvor Danmarks Statistik har indsamlet de københavnske fødselstal, var gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende kvinde 30,2 år, mens tallet i 2014 var steget til 30,9 år. Samme periode viser en stigning hos de nye fædre fra 32,1 til 32,7 år.

Og ifølge tal fra Københavns Kommune er de førstegangsfødende, der har en længere videregående uddannelse i bagagen, endnu ældre end gennemsnittet. 31,8 år er en kvinde med en lang videregående uddannelse således, når hun første gang bliver mor.

På samme måde som danskerne generelt er blevet ældre, når de får børn, er antallet af kvinder over 40, som føder for første gang, også steget. I 1973 blev 580 børn således født af kvinder, som var over 40, mens antallet i 2014 var steget til 2223.