Udsigten til, at den græske økonomi kan falde sammen, får nu forbrugermyndighederne til at gøre danske turister opmærksom på rejsereglerne.

Søndag går grækerne til folkeafstemning for at stemme om internationale långiveres reformforslag, og hvis det ender med et nej, kan der udbryde generalstrejke. Det rammer også lufthavnene, så derfor er der særligt to scenarier, man som rejsende skal være opmærksom på i forbindelse med rejser til Grækenland, påpeger chefkonsulent Henrik Lundgaard Sedenmark fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

»Vi kan risikere, at lufthavnene er lukket mandag, hvis der kommer strejker og arbejdsnedlæggelser. Så kan man hverken komme ud Grækenland eller ind i landet,« siger han.

I første omgang gælder det for dem, der skal til Grækenland, men eventuelt ikke kan komme med flyveren, at man får pengene igen, forklarer chefkonsulenten.

»Hvis der ingen er, der arbejder i lufthavnen, så kan man jo ikke komme af sted, og så er den eneste mulighed at få pengene igen. Principielt vil landtransport måske kunne lade sig gøre, men det kan måske virke helt hovedløst,« siger Henrik Lundgaard Sedenmark.

Han gør dog opmærksom på, at der med en charterrejse vil kunne være mulighed for at få en rejse et andet sted hen, hvis prisen stemmer overens.

De danske turister, der allerede er i Grækenland, kan risikere at blive fanget på grund af lukkede lufthavne, påpeger Henrik Lundgaard Sedenmark. Kan det ikke lade sig gøre at flyve hjem som planlagt, skal rejseselskabet sørge for forplejning og eventuelt overnatning til dig, indtil det er muligt at rejse hjem, forklarer han.

»Den, du har købt rejsen af, har pligt til at hjælpe dig, hvis du ikke kan komme hjem med den planlagte afgang. De skal sørge for passende indkvartering, forplejning og hurtigst mulig hjemtransport,« siger chefkonsulenten.

30. juni skulle Grækenland have tilbagebetalt et afdrag til den Internationale Monetære Fond (IMF) på 1,5 milliarder euro. Det skete ikke, og den græske regering med premierminister Alexis Tsipras i spidsen har bebudet en folkeafstemning på søndag.

Selv om situationen er desperat i Grækenland, vurderer cheføkonom i Nykredit Ulrik H. Bie ikke, at problemerne vil forværres umiddelbart efter folkeafstemningen.

»Indtil videre er der slemt nok, som det er. De begynder at have problemer med leverancer med fødevarer. Men der er ingen, der kommer til at mærke noget lige fra mandag morgen,« siger han og peger på, at bankerne i tilfælde af et nej ved afstemningen ikke vil åbne igen.

De har været lukket siden mandag, hvor regeringen indført såkaldt kapitalkontrol, der sætter en grænse for, hvor meget der kan hæves i bankerne.

»Det vil kunne begynde at skabe forsyningsproblemer i Grækenland, især på øerne, i løbet af et par uger, og det vil kunne mærkes. Men det er ikke et akut problem,« siger han.

Mange danskere vælger fortsat at tage til Grækenland, selv om landet er kommet ud i sit måske største økonomiske stormvejr. 200.000 danskere har bestilt ferie til Grækenland i år, oplyser Forbruger- og Konkurrencestyrelsen.