I weekenden blev et SAS-fly nødsaget til at lande kort efter det lettede på grund af en teknisk fejl. SAS trak straks ti fly ud af programmet for at foretage et ekstraordinært eftersyn. Det kostede søndag op mod 40 flyaflysninger, og antallet forventes mandag at blive det samme.  Det vides endnu ikke, hvornår flyene igen er i luften.

»I lørdags havde vi en flyvning fra Frankfurt til København, som straks efter take off måtte returnere til Frankfurt, fordi man ikke kunne få landingsstellet op. Derfor har vi valgt at gennemføre teknisk eftersyn af ti CRJ900-fly,« siger SAS’ pressechef Anna Vibeke Nielsen til BT.

Alle ti fly blev trukket ud af trafikprogrammet søndag og er altså fortsat ikke i luften mandag.

»I dag (mandag red.) forventer vi at have 40 flyaflysninger. Det drejer sig om kortere ruter inde for Europa til og fra København,« siger pressechef Anna Vibeke Nielsen.

SAS tør endnu ikke love noget om, hvornår afgangene og ankomsterne igen vil vende tilbage til deres normale program.

»Nogle af eftersynene er gennemført, men det er for tidligt at sige, hvor længe det vil påvirke trafikken eller om det vil påvirke trafikken i morgen,« siger Anna Vibeke Nielsen, som indtil videre ikke kan fortælle, hvorvidt der er fundet fejl på flere af flyene.

Alle de aflyste afgange og ankomster kan ses på SAS’ hjemmeside, og Anne Vibeke Nielsen forsikrer, at alle berørte passagerer får direkte besked på sms.

SAS tilbyder refundering af billetterne eller ombooking til en anden afgang.

CRJ900-flyene flyves af SAS’ datterselskab Cimber. De har 11 fly af slagsen, men siden det ene for nyligt har fået helt nyt landingsstel, er det kun nødvendigt at undersøge de ti af dem.