Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen vil have udbredt brugen signalforstærkere, fordi det kan give bedre mobildækning. Teleindustrien er tøvende over for idéen.

En del steder i kongeriget er den indendørs mobildækning så dårlig, at det stort set er umuligt at bruge sin mobiltelefon. Det vil erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) ændre på ved at udbrede brugen af signalforstærkere.

Sådan en fætter opfanger signalerne fra en mobilmast et sted, hvor der er dækning. Det kan være ved hjælp af en antenne, der monteret på husets tag. Signalerne forstærkes og sendes videre gennem en anden antenne inde i huset, så der opnås højere signalstyrke og dermed bedre dækning indendørs.

»Signalforstærkere kan bidrage til at sikre en bedre mobildækning indendørs i områder, hvor mobildækningen ikke er i top. Derfor mener jeg også, at signalforstærkerne kan være et udmærket supplement til det øvrige arbejde, der bliver gjort for at højne mobildækningen i alle dele af landet,« siger Henrik Sass Larsen i en pressemeddelelse.

Han vil nu bede Erhvervsstyrelsen om snarest at finde en løsning sammen med mobilselskaberne og Forbrugerrådet, så det også bliver muligt for danske forbrugere at gøre brug af signalforstærkere.

»Men jeg vil samtidig gerne understrege, at det ikke ændrer på, at der fortsat skal arbejdes på at sikre god mobildækning i alle dele af landet,« tilføjer Sass Larsen.

Teleindustrien mener, at signalforstærkere i nogle tilfælde kan være en løsning, men man deler ikke helt Sass Larsens syn på sagen.

»Hvis det var en trylleformular, havde vi jo anvendt den forlængst,« siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, til Berlingske Nyhedsbureau.

»Bagsiden ved at anvende sådan noget udstyr, og det er også derfor, at teleselskaberne er meget påpasselige med at bruge det, er, at det kan skabe enorme forstyrrelser, fordi det bruger samme frekvens som mobilnettene. Det vil sige, at hvis man bruger dårligt udstyr, og uden teleselskaberne har godkendt det, skaber man ringere dækning og forstyrrelser for alle andre,« siger Jakob Willer.

Han henviser til en sag, hvor fiskekutteres brug af signalforstærkere fjernede en hel havns mobildækning.

»Det er helt essentielt, at mobilforstærkere alene må, kan og skal anvendes efter tilladelse fra teleselskaberne. Det skal være godkendt udstyr hos teleselskaberne, og det skal være teleselskaberne, som er med til at etablere løsningerne,« siger Jakob Willer.

Erhvervs- og vækstministeriet oplyser, at de billigste signalforstærkere koster i omegnen af 1.400 danske kroner. Den pris afviser teledirektøren.

»Den er meget dyrere,« siger Jakob Willer.