En 17 meter lang dinosaur bliver snart Danmarks første dinosaur-fossil. Statens Naturhistoriske Museum har nemlig afsløret, at det er museet, der var i stand til at overbyde andre interesserede købere på en auktion i London for to uger siden.

Rektor Ralf Hemmingsen fra Københavns Universitet, som museet hører under, kalder købet af langhalsen til 4,3 millioner kroner for »et kup«.

»Sammen med museets enestående samling af havets kæmper – hvalerne bliver Misty (dinosaurens kælenavn, red.) et ikon i Statens Naturhistoriske Museums kommende udstillinger ved Botanisk Have. Men hvordan og hvornår afhænger af, om finansieringen af det planlagte nye naturhistoriske museum falder på plads,« udtaler Ralf Hemmingsen i en pressemeddelelse om den fredsommelig, planteædende kæmpe, der levede for cirka 150 millioner år siden i det vestlige Nordamerika.

Det er takket været en rundhåndet donation fra Det Obelske Familiefond, at det danske museum har kunnet erhverve sig det unikke fossil.

»Jeg mener, det er helt oplagt og rigtigt, at Danmarks nationale naturhistoriske museum ejer en dinosaur. Så da vi pludselig fik mulighed for at give Statens Naturhistoriske Museum denne lidt for tidlige julegave, sprang vi til med det samme,« siger Christen Obel, formand for Det Obelske Familiefond, og tilføjer:

»Misty er en ikonisk genstand, én vi fascineres af, og den vil med sikkerhed skabe værdi for museet i mange generationer fremover.«

Der findes kun ganske få tilsvarende ægte og næsten komplette skeletter af den såkaldte Diplodocus longus udstillet på museer rundt om i verden.