Da finansloven for 2016 blev præsenteret 19. november, blev antallet af forventede asylansøgere i det kommende år sat op fra 15.000 til 25.000. Det fremgår, at de ekstra udgifter til asylområdet skal findes i udviklingsbistanden - men ingen steder står der, hvad 'basisudgifterne' til en asylansøger er.

221.900 kroner.

Det er, hvad det i gennemsnit vil koste årligt at have én asylansøger boende på et asylcenter i Danmark til næste år.

Det fremgår af det seneste tekniske finanslovsforslag, der stammer fra oktober måned.

Prisen er for underhold af en såkaldt ’helårsperson’, hvilket kan være det samme som én asylansøgers ophold i ét år, men også for to asylansøgere, der hver tilbringer et halvt år i på et dansk asylcenter.

I forslaget fremgår det, at det forventede antal ansøgere for 2016 vil ligge på 15.000, hvilket vil svare til 9.178 'helårspersoner' for året. Det giver en samlet forventet regning på 2.036.598.200 kroner til udgifter forbundet med asylansøgere for 2016.

»Det er voldsomt dyrt«

Og det er for dyrt, mener Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.

Han påpeger dog, at omkostningerne for den enkelte asylansøger ikke bør være det, som bør justeres på først. Han mener snarere, at det er antallet, som får omkostningerne til at blive 'urimelige'.

»Man skal bestemt ikke underkende, at nogle af de her mennesker er traumatiserede og har behov for behandling, som selvfølgelig koster noget, men når antallet bliver så voldsomt, som det gør nu, så eksploderer økonomien,« siger han.

Socialdemokratiet sår tvivl om finanslov

Om omkostningerne til hver enkelte asylansøger er for stor, kan Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, ikke udtale sig om. Han siger til gengæld, at der for ham at se er et hul i finansloven for 2016, da der ikke er taget højde for den opjustering af forventede asylansøgere regeringen ellers fremlagde samme dag som finansloven.

Helt konkret blev det skruede op fra 15.000 forventede asylansøgere til 25.000.

»Nogle af de ekstra udgifter vil kunne håndteres gennem udviklingsbistanden, men selv i dét tilfælde ser det ud til, man mangler et anseeligt milliardbeløb,« siger han.

I finansloven for 2016, som blev fremlagt for en uge siden, optræder der intet konkret budgetteringsbeløb til udgifter til asylansøgere i Danmark, da disse såkaldte tekniske ændringsforslag som regel først bliver helt fastlagt til sidst på året.

Det noteres blot, at de 'betydelige merudgifter' til asylområdet, den voldsomme stigning bringer med sig, skal finansieres ved at skære i udviklingsbistanden - ikke ved at bruge flere eller færre penge på de herboende asylansøgere.

Mere end milliard fra udviklingsbistand

Hvor meget andelen af helårspersoner vil stige, hvis opjusteringen af antallet af asylansøgere til 25.000 holder stik, er ikke til at vide på nuværende tidspunkt.

Antager man, at forholdet mellem helårspersoner og nytilkomne asylansøgere er konstant, vil man med en tilstrømning af 25.000 stå med 15.297 helårspersoner.

Tager man så udgangspunkt i, at udgifterne ikke ændres, ender regningen i så på 3.394.330.334 kroner - hvoraf 1.357.732.133 skal komme af udviklingsbistanden.