Hvis du bor i hovedstadsområdet, har du garanteret undret dig over, hvorfor busserne flager i dag. Årsagen er, at det i dag er Årets Børnehjælpsdag.

Temaet for Årets Børnehjælpsdag er ’drømme’, hvilket også kommer til udtryk i dagens to arrangementer.

Det ene arrangement finder sted i Fælledparken klokken 11.00, hvor 600 børnehavebørn fra Region Hovedstaden vil sende farvestrålende balloner til vejrs med deres drømme indeni.

I dag, onsdag, klokken 16.00 bliver Børnehjælpsdagens Årsplakat 2015 offentliggjort på Designmuseum Danmark.

10 anbragte børn og unge har bidraget med at tegne deres drømme til Børnehjælpsdagens Årsplakat 2015, som billedkunstneren Maria Bergmann Drougge efterfølgende har udvalgt og sammensat til det endelige plakatmotiv.

Det er den landsdækkende hjælpeorganisation Børnehjælpsdagen, der står bag den traditionsrige begivenhed, der onsdag markeres med to store begivenheder i København.

Børnehjælpsdagen har siden 1904 arbejdet for at støtte anbragte børn og unge, som bor på en døgninstitution eller hos en plejefamilie i Danmark, så de får ’et stærkere jeg’.

Nedenfor kan du se syv drømme-tegninger, der er kreeret af en række anbragte børn og unge, samt læse om deres drømme.

Emilia, 8 år:

Foto: Børnehjælpsdagen
Vis mere
Bor på et opholdssted.

»Min drøm er at blive læge. Som læge kan man snakke med patienterne og stille tusindvis af spørgsmål - hvad er der galt? hvad skete der? hvor har du ondt henne? Man får også sit eget kontor og sit eget skab. Min tegning forestiller to sygeplejersker og en læge, der hedder Hanne. Hun er selv blevet rigtig syg med høj feber og influenza. Faktisk er hun den allersygeste i hele verden. Når jeg selv bliver læge, så vil jeg hjælpe Hanne og gøre hende rask. Jeg bliver glad, når jeg ser på tegningen. Så får jeg lyst til at forfølge min drøm.«

Hans Peter, 11 år:

Foto: Børnehjælpsdagen
Vis mere
Bor hos en plejefamilie.

»Min drøm er at blive professionel sanger. Derfor har jeg tegnet en masse noder. Jeg har sunget, siden jeg var helt lille, og jeg elsker det. Hver tirsdag går jeg til kor efter skole. Jeg tænker ikke altid over, at jeg synger eller nynner - jeg gør det bare, og det er dejligt. Jeg digter mine egne sange ud fra ting, som jeg tænker på eller oplever i hverdagen. På den måde er sang og musik også et frirum, hvor jeg bruger min fantasi rigtig meget. Musik gør mig glad og rolig - den får mig til at slappe af.«

Kathe, 18 år:

Foto: Børnehjælpsdagen
Vis mere
Bor hos en plejefamilie.

»Min drøm er at være selvstændig og at rejse rundt over hele verden. Jeg vil gerne have min egen restaurant eller en anden virksomhed, hvor jeg selv kan være chef. Da jeg var lille og fik slik af min moster, så solgte jeg det videre til mine venner. Jeg har altid kunnet lide at skabe forretninger. Pigen på billedet er mig - hun nyder livet og føler sig fri. Sommerfuglene symboliserer også frihed. På min rejse ud i verden vil jeg gerne opleve steder som Paris, USA, Spanien, Afrika, Kina og Korea. Derfor har jeg blandt andet tegnet en flyvemaskine og en jordklode.«

Maria, 11 år:

Foto: Børnehjælpsdagen
Vis mere
Bor hos en plejefamilie.

»Min drøm er at kunne flyve. Når man flyver, så føler man sig fri. Man kan gøre lige, hvad man har lyst til, og det er rart. Jeg ville flyve hen over forskellige lande, for eksempel USA. Jeg ville kigge ned på de mange mennesker og se, hvordan de lever og bor i deres land. Det er spændende at vide, hvad andre mennesker laver. Jeg har tegnet Supermand. Han redder en pige, som er ved at falde ned mellem nogle huse. Jeg synes, at Supermand er rigtig sej, fordi han kan flyve. Han kan også hjælpe andre mennesker, og så kæmper han mod det onde.«

Maya, 18 år:

Foto: Børnehjælpsdagen
Vis mere
Er netop flyttet fra et opholdssted, og bor nu i egen lejlighed med støtte, også kaldet efterværn.

»Min drøm er at hjælpe andre med at få et godt liv. Min tegning forestiller en muslingeskal med et hjerte inden i. Når skallen er lukket, så er der ikke noget ondt, der kan komme ind. Skallen forsegler hjertet og beskytter det mod mobning, sygdom, provokerende mennesker eller andre onde ting. Muslingen kan også åbne sig. Så stråler hjertet med masser af energi, kærlighed, glæde og omsorg. Tegningen er egentlig et symbol på mig selv, men den kan også være et symbol på en anden person, for eksempel et barn, som har brug for min hjælp, og som jeg kan holde hånden over.«

Sarah:

Foto: Børnehjælpsdagen
Vis mere
Bor hos en plejefamilie.

»Min drøm er nogle gange, at jeg bor sammen med min mor, og alting bare er lykkeligt hos hende. Min tegning forestiller en mor og en datter, der holder om hinanden. Hjerterne symboliserer kærlighed.  Tegningen ligner en figur, som jeg fik af min mor, dengang jeg skulle flytte et andet sted hen. Figuren står nu på mit værelse, og den er god at kigge på. Så drømmer jeg, eller tænker tilbage, når jeg kigger på den. Jeg drømmer og husker på alle de kram, som jeg har fået, også selvom ting har været svære. Jeg har det godt, og jeg kan heldigvis stadigvæk kramme min mor.«

Adelheid, 15 år:

Foto: Børnehjælpsdagen
Vis mere
Bor på et opholdssted.

»Min drøm er at springe ud i noget farligt. Det kunne for eksempel være at hoppe ud fra et bjerg eller en flyvemaskine. Jeg kan godt lide, når der er spænding og fart. Det er fedt at mærke adrenalinen i min krop. Jeg har tegnet en pige, der har sort hår med røde striber. Hun har fået et ar på sin kind, fordi hun har lavet alle mulige vilde stunts. Pigen er mig. Håret har jeg tegnet sort, fordi jeg gerne vil have samme farve, som min far har. Den røde farve symboliserer glæden ved de ting, jeg laver i min drøm.«