For 24 timer kendte vi alle til verdens bedste restaurant - det var jo danske Noma, der ligger i København, og som laver retter med levende myrer og den slags. Men mandag aften blev der lavet om på det, da Noma mistede titlen til El Celler de Can Roca.

Den spanske restaurant, der ligger i Girona, har i årevis kæmpet med Noma om den fornemme titel.

I 2011, 2012 og 2014, hvor Noma kunne kalde sig verdens bedste restaurant, var det netop El Celler de Can Roca, der blev nummer to. Og da Noma blev nummer to i 2013, var det de spanske rivaler, der vandt.

Læs også: Nedtur: Noma ikke længere verdens bedste restaurant

Nu er El Celler de Can Roca så tilbage på toppen. En restaurant, der trods sin fine titel nærmest er kendt for at være nede på jorden og uprætentiøs.

Restauranten er ejet af brødrene Roca. Den ældste bror Joan er chefkok, mellembror Josep er sommelier, og den yngste Jordi står for desserterne på stedet, der har eksisteret siden 1986.

Maden er typisk catalansk - men selvfølgelig med et twist. Sådan må det jo nødvendigvis være, når man er verdens bedste. Til gengæld er det mindre eksperimenterende end Noma. Her er ingen levende myrer, men snarere rejer, østers - og due.

I den mere anderledes ende finder man grisefødder, men det er mere i måden, man tilbereder maden på, at El Celler de Can Roca forsøger at skille sig ud.

Som på Noma får man en masse mindre retter, og prisniveauet er omtrent det samme. En menu ligger i omegnen af 1.100-1.400 kroner, og dertil kommer vinmenuen på mellem 600 og 1.000 kroner.

Solgt? Ærgerligt… for det er ikke sådan lige at få et bord på verdens bedste restaurant. På dens hjemmeside kan man prøve at booke et bord 11 måneder frem i tiden, men i løbet af den periode er der absolut ingen borde ledige.

Der er efter sigende ansat tre personer, hvis eneste opgave det er at afvise folk, der prøver at booke et bord i nærmeste fremtid.

Man kan dog komme på en venteliste og blive ringet op, hvis der skulle komme et afbud. Og så er det ellers bare om at komme med flyet til Girona i en fart.