Et overskud på en kvart million kroner gav i 2006 Se og Hør anledning til at oprette en journalistisk hæderspris på 150.000 kroner. Prisen skulle belønne god journalistik og være med til at markere ugebladet som et seriøst medie. Den blev dog kun uddelt én enkel gang.

- Jeg vil gerne have, at man betragter Se og Hør som et medie, der baserer sig på journalistik. Derfor vil vi gerne have lov til at støtte god journalistik. Det gør ikke noget, hvis der var et par kolleger, der tænkte pænt om Se og Hør i den anledning, men det er ikke vores primære formål.

Ordene stammer fra den tidligere chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup, som i 2006 fortalte til Journalisten.dk, hvorfor ugebladet havde valgt at oprette den store pengepris.

Det er dog ord, der runger en smule hult i strømmen af sidste uges afsløringer i Se og Hør-skandalen. Her er det kommet frem, at det kulørte ugeblad i en årrække har betalt sig fra at modtage kreditoplysninger om kendte og kongelige. Oplysninger som de ifølge bogen 'Livet - det forbandede' månedligt betalte 10.000 sorte kroner for.

Se og Hør-prisen, som Henrik Qvortrup dengang betragtede som et journalistisk modstykke til den prestigefyldte Cavling-pris, blev da også kun uddelt én enkel gang. Den blev givet til de to Berlingske-journalister Jesper Larsen og Michael Bjerre for deres dækning af den såkaldte FE-sag, som beskrev Danmarks grundlag for at deltage i Irak-krigen.

Hvorfor Se og Hør-prisen så hurtigt blev nedlagt igen er uvist.