DRs succesfulde julekalender »Tidsrejsen« hylder videnskaben, men fremstiller samtidig kristendommen som ondskabsfuld og manipulerende.

Og det er ikke bare paradoksalt al den stund, at julen - én af kristendommens største højtider - handler om næstekærlighed og tolerance.

Det er simpelthen ikke i orden.

Det mener SFs kirke- og kommunalordfører, Pernille Vigsø Bagge, som i dagens udgave af Kristeligt Dagblad retter en skarp kritik af den populære julekalender.

I kommentaren »Er ateisme og religionskritik grundlaget for DR’s julekalender?« beskriver hun, hvordan »det eneste menneske, der har en gudstro i årets DR-julekalender, er seriens virkelige skurk med en forvansket tilgang til både Gud, børn, pædagogik og mennesker i almindelighed.«

Kort fortalt handler »Tidsrejsen« om 13-årige Sofie, som sammen med fremtidsdrengen Dixie rejser tilbage i tiden for at forhindre, at Sofies mor og far går fra hinanden, så Sofies familie kan holde en rigtig og harmonisk familiejul sammen.

Folkeskolelæreren Ragner spiller en betydingsfuld birolle i serien. Han er frikirkemand og tilsyneladende seriens eneste kristne. Han fremstilles som ondskabsfuld og manipulerende, og det giver efter Vigsø Bagges mening en både forkert og problematisk fremstilling af kristendomme.

»Når man, som jeg, mener, julens budskab om næstekærlighed, medmenneskelighed, tolerance og en Gud, der bliver menneske for at møde sit skaberværk i øjenhøjde én gang for alle, er stærkt, smukt og helt igennem vigtigt, så bliver jeg træt, når jeg med bange anelser aner en julekalender, der er spændt for både de aggressive ateisters og de énsporede religionskritikeres vogn,« skriver Pernille Vigsø Bagge - som selv er uddannet teolog - i kommentaren.

kpprebspia

Og hun fortsætter:

»Ingen er mere begejstret for forskning, videnskab og rationalitet end jeg, men årets karikatur på modsætningen mellem tro og viden går alt for vidt. For hvem er julekalenderens ubetinget største skurk indtil videre? En skolelærer ved navn Ragner, som kommer i frikirken, og som siger, at Sofie skal lade være med at spekulere så meget, lade være med at opfinde ting og ikke være rationel. Hun skal i stedet ”komme en tur hen i frikirken…” Behøver jeg at nævne, Ragner både er klam, grim, nedladende, indsmigrende, manipulerende, magtsyg og fotograferet med næsen i sky i alle scener? Prototypen på en totalitær folkeforfører, der for enhver pris vil stoppe Sofies videnskabelige søgen efter fysikkens love og grænser. ØV, øv og atter øv.«

»Både jul, Gud, Jesus og Helligånd er kommet for at blive – måske er Vagn i DR Fanden selv, og så tager vi det med. Men ateisme som sejrstema for en julekalender holder ikke – jeg hå«ber ikke mine bange anelser holder stik – se med i næste afsnit af Tidsrejsen!

Tidligere har også Kristendemokraterne været kritiske over for »Tidsrejsen«.

Først på måneden krævede partiet i en pressemeddelelse, at Danmarks Radio klippede fremtidige scener ud af julekalenderen, der fremstiller kristne som jubelidioter med skidt karakter.

Hvad mener du? Deltag i debatten på vores Facebook-side.