Lederne af landets store campusser, hvor flere ungdomsuddannelser er samlet under samme tag, er tilfredse med de store uddannelsesinstitutioner, viser en undersøgelse.

Et stigende antal campusser, hvor elever fra forskellige uddannelser undervises under samme tag, er blevet kritiseret for at ville tilgodese administration og drift på bekostning af faglig kvalitet. Men kærligheden kan tilsyneladende gro i fornufts- og tvangsægteskaber, skriver Ugebrevet A4.

I hvert fald er holdningen til campusserne væsentligt mere positive blandt de ledere af ungdomsuddannelser, der er del af en campus, end blandt dem, der står udenfor.

Det viser en ny undersøgelse fra den politisk uafhængige tænketank DEA, der arbejder på at fremme kloge investeringer i uddannelse, forskning og innovation. Den har i en spørgeskemaundersøgelse spurgt 119 ledere af ungdomsuddannelser om deres holdninger og forventninger til campusser. Knap halvdelen af de ledere, der har deltaget i undersøgelsen, er ledere i eller af en campus.

79 procent af campus-lederne er positive over for udbredelsen af campusser, mens det kun gælder 56 procent af de institutionsledere, der ikke er på campus.

Undersøgelsen glæder undervisningsminister Christine Antorini (S) der har været en varm fortaler for campus-tankegangen.

»Vi skal nedbryde mure i vores uddannelsessystem. Det bedste ved det danske faglighedsbegreb er, at man ikke alene skal være god til at gå i dybden, men også være i stand til at samarbejde,« siger hun til Ugebrevet A4.

BNB