Ledelsen for Tican-slagteri afviser et møde med politikerne for at drøfte en mulig redningsordning for afdelingen, der er sat til at lukke.

160 medarbejdere står til at miste deres arbejdsplads, hvis slagteriet Ticans afdeling i Fjerritslev i Nordjylland som ventet lukkes. Men ledelsen er ikke interesseret i at drøfte muligheden for en redning af slagteriet, ligesom det sås på Bornholm, hvor man reddede det lokale slagteri med blandt andet bistand fra Erhvervs- og Vækstministeriet. Det skriver Nordjyske.

Både borgmesteren i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V), og folketingsmedlem Ane Halsboe-Jørgensen (S) står klar til at forsøge at hjælpe slagteriet, der blev sat til at lukke i sidste uge på grund af den manglende adgang til det russiske marked. Men de to politikere føler ikke, at slagteri-ledelsen ønsker det samme.

Ifølge Mogens Gade har man fået signaler fra erhvervs-og vækstminister Henrik Sass Larsen om, at man måske kunne finde en løsning ligesom på Bornholm.

»Det nytter imidlertid ikke noget, at vi styrter land og rige rundt for at rejse midler, hvis vi ikke fra ledelsen kan få at vide, hvilke muligheder man ser for at redde virksomheden, hvad dette i givet fald kræver, og om de overhovedet ønsker det,« siger borgmesteren.

Direktør Ove Thejls fra Tican siger til Nordjyske, at der nok ikke er den store grund til at mødes med dette tema, og at situationen så elendig, at end ikke en politisk redningsaktion som for slagteriet på Bornholm ville hjælpe.

»Med hensyn til at ændre beslutningen hos os behøver vi ikke at holde et møde,« siger han.