Ny undersøgelse viser, at hver anden forælder tit synes, at familie- og arbejdsliv har svært ved at gå op. Regeringen kritiseres for at satse på vækst på bekostning af børns opvækst.

52 procent af forældre til børn under 13 oplever ofte, at det er svært at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen, mens blot fire procent mener, at det er blevet nemmere at være børnefamilie under Thorning-regeringen. Det viser en Megafon-undersøgelse ifølge Politiken.

43 procent svarer, at de er helt eller overvejende uenige i, at det er blevet nemmere under den nuværende regering.

Svarene kommer ikke bag på børneorganisationer og eksperter, der samstemmende peger på, at regeringen har haft så meget fokus på produktivitet, at familieliv og børns opvækst er blevet glemt.

»Rigtig mange børnefamilier har svært ved at få det til at hænge sammen. Det er ikke bare et område, hvor regeringen ikke leverer. Familielivet er nærmest ikke noget, som politikerne taler om længere,« siger Peter Albæk, afgående formand for Børns Vilkår og direktør i konsulentvirksomheden Lead.

Han langer i et debatindlæg i Politiken kraftigt ud efter regeringen for at være så fokuseret på kortsigtede økonomiske mål, at det langsigtede mål om at få børnetallet til at stige sættes over styr.

»I 2007 nedsatte den tidligere regering en familie- og arbejdslivskommission. Ledende socialdemokrater som Henrik Sass Larsen og Helle Thorning-Schmidt var fremme med skarp kritik af den borgerlige regering for at være for passiv på området. Men efter at de selv er kommet i regering er hensynet til familierne lagt død,« siger han.

Ifølge socialdemokraternes børne- og familieordfører, Julie Skovby (S), er regeringen dog meget opmærksom på børnefamiliernes situation.

Hun påpeger, at regeringen blandt andet har fjernet brugerbetalingen på fertilitetsbehandling, sikret fradrag for enlige forsørgere og fjernet den tidligere regerings foreslåede besparelser på børnechecken, ligesom hun lægger vægt på, at kommunerne har fået en halv milliard til bedre normering og afskaffelse af lukkedage i daginstitutionerne.