En Megafonmåling viser, at nye medier ikke gør os fremmede for hinanden. Teknologien øger derimod vores behov for at mødes ansigt til ansigt, siger fremtidsforsker.

Udbredelsen af de sociale medier har ikke fået os til at gemme os mere bag skærmene, skriver Politiken.

Vi ses stadig med hinanden og har endda så meget kontakt via Facebook, Snapchat og andre sociale medier, at 34 procent i en meningsmåling siger, at de har mere kontakt med de nærmeste, end de havde for fem år siden.

Kontakten er ikke kun digital. 21 siger, at de mødes mere ansigt til ansigt, og 60 procent mener, at antallet af familiesammenkomster og kaffeaftaler eller fælles løbeture er uændret.

Teknologien fremmer samtidig vores behov for at mødes, mener fremtidsforsker Anne Skare Nielsen.

»Vi kan se, at der er en megatrend, som vi kalder high tech - high touch. Den går ud på, at jo mere tech verden bliver, jo mere har vi brug for at være sammen, jo mere får vi behov for at se hinanden,« siger hun til Politiken.