I et åbenhjertigt og personligt interview i det seneste nummer af Samvirke, deler folketingspolitiker Søren Pind (V) ud af nogle af sine inderste tanker. Han fortæller blandt andet om frygten for, at der skal ske hans børn noget.

En frygt han måtte se i øjnene, da hans ældste søn for nylig skulle på fodboldtur til Berlin.

- Åååh, jeg bryder mig ikke om det. Jeg har lige måttet slippe ham løs på de store veje og cykle i skole, for far, alle de andre cykler jo. Det er en forfærdelig binding af en lille dreng, at han ikke må komme ud på sin cykel. Det kan jeg jo heller ikke selv holde til, men præcis i forholdt til den der tilværelsesting kan man komme til at nære en enorm angst for, at der skal tilstøde dem, man holder allermest af, noget, fortæller Søren Pind til Samvirke.

Han er far til drengene Theodore og Johan-Emil, som han sammen med sin tidligere hustru Marie-Louise. Skilsmissen ønsker han dog ikke at tale om efter aftale med ekskonen.

- Jeg har haft en meget borgerlig forestilling om, hvordan tingene skulle være, og skilsmisse hørte ikke til i det billede, men som men alle andre forestillinger går det jo meget sjældent, som præsten prædiker, siger politikeren i interviewet, hvor han også taler om sin kristne tro.

En tro der bunder i, at Søren Pind mener, at der er en større mening med livet.

- Jeg bliver født, jeg lever, så dør jeg, og så er det hele væk. Det er ikke nok for mig, der skal være en dimension mere, ellers er tilværelsen meningsløs, siger politikeren til Samvirke.