Jordemødre på de danske fødegange er for pressede. Sådan har det lydt fra jordemødrene i mange år, og senest i filmen ’I jordemødrenes sko', hvor 50 jordemødre anonymt fortæller, at de på grund af tidspres til tider svigter de fødende kvinder.
En af de kvinder, der har oplevet konsekvensen af jordemødrenes pressede hverdag, er Soffi Line Sørensen, der i 2013 fødte sin datter på Kolding Sygehus.
Det var hendes anden fødsel, så hun var godt forberedt. Eller, det troede hun. For oplevelsen var slet ikke som den første fødsel i 2011. På bare to år var det ’gået virkelig ned af bakke’, fortæller hun.
»Da jeg fødte i 2011, var der hele tiden en jordemoder hos mig. Jeg følte mig rigtig godt tilpas og i trygge hænder. Alle mine spørgsmål blev besvaret, men sådan var det slet ikke i 2013.«
»Jeg var ret utryg ved det hele, selvom det var anden gang. Men den jordemoder, der var tilknyttet mig, var meget stresset og presset. Og humøret var bare helt væk. Det betød jo, at jeg følte mig rigtig usikker og utryg. Jeg vidste ikke, hvad der foregik, og hvor langt, jeg var i forløbet. Jeg fik ingen informationer om noget som helst,« fortæller Soffi Line Sørensen.
Når hun tænker tilbage, er hun slet ikke i tvivl om, at den dårlige oplevelse skyldes, at jordemoderen simpelthen havde for travlt. Hun var presset. Det viste sig, da jordemoderen kom ind i sidste øjeblik under fødslen, og det virkede som om, at det for jordemoderen gjaldt om at få arbejdet hurtigt overstået, så hun kunne nå videre til de andre kvinder på fødegangen.
»Det var ikke særlig rart overhovedet. Jeg tog meget afstand til jordemoderen, fordi hun virkede meget stresset og sur. Og hun havde overhovedet ikke tid. Det var ikke en særlig god oplevelse, og da min datter blev født, havde hun problemer med at trække vejret. Men jeg fik stadig ingen informationer om noget som helst,« fortæller Soffi Line Sørensen.
Nærvær eller støtte var der intet af. Hun var efterladt til sig selv. Og på grund af den dårlige oplevelse har Soffi Line Sørensen også valgt, at hun vil føde hjemme næste gang. Hun venter sit tredje barn, og hun har termin i februar.
»Når jeg føder, så synes jeg, det er vigtigt at have en, som er der for mig hele tiden. En, som kan berolige mig og fortælle mig, hvor langt jeg er i forløbet, og hvordan mit barn har det. Jeg havde ingen anelse om, at det var så slemt. Men det er gået op for mig, at det er ved at køre helt af sporet. Det er farligt for mor og barn, hvis der er noget galt, og der ikke er hænder nok.«
Forholdet mellem Soffi Line Sørensen og jordemoderen blev aldrig så tæt, som det burde have været. Men selvom hun dengang så sig sur på jordemoderen, er hun i dag ikke i tvivl om, at det jo ikke var jordemoderens hensigt at være så fraværende.
»Jeg kan ligeså godt sige ærligt, at jeg så mig enormt sur på jordemoderen, fordi jeg tænkte: ’Hvorfor har du ikke tid til mig? Hvorfor kan du ikke fortælle mig, hvordan det går?’ Men det er jo selvfølgelig ikke jordemoderens skyld, at hun simpelthen ikke havde tid til mig eller overskuddet til at være der.«
Soffi Line Sørensen står ikke alene med sin dårlige oplevelse på fødselsgangen. BT har fået flere henvendelser fra kvinder, der under deres fødsel oplevede en jordemoder, der havde alt for travlt til at kunne være der for dem.
