De kommende dage bliver både varme og tørre. I weekenden kan der komme byger, men det bliver stadig en varm oplevelse at opholde sig i Danmark.

Der er gode nyheder til alle de mennesker, som elsker sol og varme. Og der er egentlig også gode nyheder til folk, der efterhånden er ved at være godt trætte af at skulle bruge halve og hele aftener i forsøget på at redde havens blomster fra at dø af tørst.

Sommeren fortsætter de kommende dage for fuld styrke, men i weekenden kan der komme enkelte byger, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

»Det nuværende sommervejr fortsætter uden problemer til og med fredag,« siger vagtchef Frank Nielsen.

Fredag aften og natten til lørdag kan der komme enkelte byger, da skyer trækker op over den sydlige del af landet fra Tyskland.

»Risikoen for byger stiger, men det er ikke det samme som at sige, det bliver koldt. Det kan godt være, at lørdagen byder på nogle byger, men temperaturen kan stadig nå 28-29 grader i den nordlige del af Danmark og 25-26 grader i den sydlige del,« siger Frank Nielsen.

Om lørdagen kan nogle af bygerne være krydret med bulder og brag.

Søndag er der udsigt til køligere vejr og en smule regn, men i halvdelen af landet ser det ud til, at sommeren stadig sætter dagsordenen på søndag.

»Som det ser ud nu, vil Sjælland og Bornholm nok opleve sommer til og med søndag,« siger Frank Nielsen.

I den nye uge bliver det en anelse køligere, men der skulle alligevel blive rig mulighed for at få både badetøj og havegrill luftet.

»Der kan komme lidt byger, men ellers ser det ikke så vådt ud. Men man kan ikke bare regne med, at det er skyfrit fra morgen til aften,« siger Frank Nielsen og fortæller, at temperaturerne i begyndelsen af den nye uge når op på mellem 20-23 grader.