Stein Baggers armbåndsur blev i dag solgt til den pris, som auktionshuset havde forudset.

Var det noget med et armbåndsur og et visitkort for den nette sum af 120.000 kr?

For en anonym køber var det den helt rigtige pris. For uret var et schweizisk Vacheron Constantin ur - og visitkortet tilhørte den tidligere ejer, Stein Bagger.

I dag blev uret solgt for 120.000 kr. på en netauktion hos Bruun Rasmussen, og uret der var vurderet til 100.000-120.00 kr. blev altså solgt til vurderingen.

Uret har, oplyser Bruun Rasmussen, en nypris på omkring 200.000 kr, og Stein Bagger købte det i 2005.

Bruun Rasmussens salgs- og vurderingsdirektør Peter Christmas-Møller har ifølge JP.dk kaldt året for årets Stein Bagger memorabilia, og for de 120.000 kr. får køberen altså ikke kun et ur med safirglas, kig til urværket - og krokodillerem, han får også en god historie at fortælle sin borddame, næste gang han hiver op i skjorteærmet og siger: Hvem tror du ejede det her ur før mig?

Stein Bagger afsoner i øjeblikket syv års fængsel for sit bedrageri i IT Factory.