Antallet af tilskadekomne og dræbte i trafikken er i de første seks måneder af 2014 på niveau med forrige år. Rådet for Sikker Trafik har høje ambitioner for 2020.

I løbet af det første halve år af 2014 er 1.492 personer kommet til skade i trafikken, mens 75 er blevet dræbt, skriver Jyllands-Posten.

Det er nogenlunde på niveau med sidste års tal, og det er ifølge Rådet for Sikker Trafik positivt.

»Det er for det første godt, at vi kan fastholde det relativt lave tal, som vi trods alt har. Derudover er vi glade for, at vi kan konstatere, at der har været et stort fald hen over de seneste år. Specielt de seneste fem år. Og det er vi lykkelige for. Men vi er selvfølgelig ikke i mål endnu,« siger direktør ved Rådet for Sikker Trafik Mogens Kjærgaard Møller.

Færdselssikkerhedskommissionen arbejder frem mod 2020 med en målsætning om at der maksimalt skal være 120 dræbte og 1.000 alvorligt tilskadekomne samt 1.000 lettere tilskadekomne.

Her vil særligt tre områder få stor opmærksomhed for at nå 2020-målet kan nås, mener direktøren. Det drejer sig om fart, opmærksomhed og spiritus.

»Det er på de tre områder, vi ser flest ulykker. Faktisk er det sådan, at 90 procent af alle ulykker kunne have været undgået, hvis familien Danmark opførte sig efter reglerne. Hvis man var opmærksom på vejene, kørte efter hastighedgrænserne, og hvis man kørte uden alkohol i blodet,« siger Mogens Kjærgaard Møller til Jyllands-Posten.