27-årige Kasper Holtze mistede sin far, da han var seks, og året efter dukkede ingen af skolekammeraterne op til hans fødselsdag. Skolesystemet formåede ikke at samle ham op, og som 18-årig stjal han sin første bil. Den kriminelle løbebane eskalerede med hashsalg, indbrud og biltyverier, inden politiet til sidst skød efter ham. Nu har han skrevet en bog om sit vilde liv og den fortid, han i 2015 vendte ryggen.
»Kør, kør!«
Kasper Holtzes ven råbte panisk, og det gjorde ham fuldstændig paf. Kammeraten og en anden mand, Kasper aldrig havde set før, var pludselig kommet springende ind i bilen, men han trådte alligevel speederen i bund. Først ved lyden af sirenerne kort efter gik det op for ham, hvad han var blevet indblandet i.
Det var 1. april 2011, og 20-årige Kasper Holtze havde ikke sovet i flere døgn, for amfetaminrusens tankemylder var ved at eksplodere i hovedet på ham. Han skulle egentlig bare have afleveret sin kammerat på en parkeringsplads midt i Slagelse, men nu var han pludselig blevet medskyldig i bankrøveri.
»Jeg havde gjort det klart for min kammerat, at jeg overhovedet ikke havde lyst til at deltage i det, før de lige pludselig begge sad i min bil. Men det var dommeren ligeglad med, og det kan man godt forstå,« fortæller Kasper Holtze lavmælt, næsten lidt genert.
Han sidder afslappet i stolen, klædt i nogle lidt slidte træningsbukser og en kortærmet t-shirt med jakken løst hængende over skulderne, mens han nærmest uanfægtet beretter om den efterfølgende højdramatiske biljagt, der endte med at sende ham to år og syv måneder bag tremmer.
En biljagt der sluttede på tre hjul på en landevej mellem Slagelse og Næstved, med skudhuller i karosseriet og et instrumentbræt uden en eneste fungerende lampe. Forinden havde Kasper smidt 14 partisansøm mod sine forfølgere, taget turen over en mark for at undvige politiets afspærring og tvunget en politibil ind i autoværnet, inden ordensmagten til sidst affyrede flere skud mod bilen.
Fra kriminel til forfatter
Kasper Holtze levede på det tidspunkt en småkriminel tilværelse og tjente til dagen og vejen ved at stjæle diesel, men biljagten var kulminationen på hans allerede mange møder med ordensmagten.
Uden at vide det blev bankrøveriet den endegyldige vej ind i en kriminel løbebane, han skulle bruge de næste fire år af sit liv på at vikle sig ud af. For det var i fængslet, at han for alvor lærte at gøre kriminalitet til en levevej.
»I bund og grund er det en tilfældighed, at jeg ender i fængsel, men jeg gider ikke gå og være bitter og sur over det. Jo, min kammerat har kostet mig næsten tre år af mit liv, men det nytter ikke at gå og bære nag. Det er et overstået kapitel, og det er en del af, hvem jeg er. På en måde har det også været medvirkende til, at jeg er, hvor jeg er i dag,« siger Kasper Holtze stille og eftertænksomt.
Kontrasten mellem det vilde liv, han levede på Sjælland, på kant af loven med stjålne biler og streger til næsen, til den trætte murerarbejdsmand, der sidder sammen med BT på en café i den vestjyske stationsby Skjern en tirsdag aften i marts, er enorm.
På cafebordet mellem os ligger Kaspers iPhone og brummer utålmodigt flere gange. Der er flere journalister, der vil have fat i ham. Om få dage debuterer han med en bog om sit liv og sin kriminelle fortid, og forude venter bl.a. en optræden på landsdækkende aften-tv.
At Kasper Holtze overhovedet er kommet så langt, skyldes bl.a. hans medvirken i TV 2-programserien ’Født til Fængsel’ fra januar 2017, der fulgte ham selv og to andre unges spæde forsøg på at komme ud af kriminalitetens skygger. En opmærksom seer bemærkede nogle af Kaspers tegninger og dagbogsnotater fra fængslet. Det blev starten på en længere mailudveksling mellem dem.
»Hun mente, at jeg havde et skjult talent, som jeg skulle forfølge. Jeg skrev hurtigt kapitlet om bankrøveriet, og da hun havde læst det igennem, sagde hun bare: ’Kom i gang med at få skrevet den bog’. Det var virkelig motiverende,« forklarer Kasper Holtze.
Kvinden, forhenværende seminarielektor Elsebeth Kirk, hjalp Kasper i kontakt med et forlag, og nu kan han altså også kalde sig forfatter.
Opvækst med mobning
Når man læser om Kasper Holtzes barndom og skolegang, peger pilen dog mere i retning af kriminel end forfatter. Den del af bogen beskriver en opvækst på kanten af velfærdssamfundet.
Hans forældre blev skilt, da han var to, og som seksårig mistede han sin far til cancer. I samme periode flyttede Kasper og hans mor til Kalundborg, og her voksede han op som enebarn, selvom moren havde to døtre fra et tidligere forhold. Moren fandt bl.a. arbejde på et værtshus, og måske var det derfor, at klassekammeraterne aldrig dukkede op til hans syvårs fødselsdag i morens kolonihavehus i Kalundborg.
»Jeg kan huske, at jeg sad alene med min mors familie. Der kom simpelthen ingen fra klassen, selvom vi havde sendt de obligatoriske invitationer ud. Jeg følte mig i den grad uden for fællesskabet,« fortæller han.
Hans mor satte også annoncer i lokalavisen, hvor hun efterlyste legekammerater. Der kom aldrig svar. Kasper Holtze husker særligt en bestemt episode fra barndommen, da han troppede op til fodboldtræning i den lokale klub med de fodboldstøvler, hans mor netop havde købt. Træneren var en klassekammerats far.
»Han gloede på mig, og så sagde han bare hånligt: ’Er det ikke dig problembarnet ovre fra skolen?’ Det var ydmygende ad helvede til. Jeg vendte om med det samme og gik min vej. Jeg har aldrig spillet fodbold siden. Det var den slags episoder, jeg senere brugte til at retfærdiggøre min kriminalitet,« siger Kasper Holtze og tager en tår af sin cola, inden han afslutter sætningen:
»Når de ikke respekterede mig, hvorfor skulle jeg så respektere dem?«
I dårligt selskab
Allerede efter 1. klasse var Kasper Holtze i gennem sit første af mange skoleskift, og i 4. klasse tvang kommunen ham reelt på specialskole. Det var enten dét eller en tvangsfjernelse. Det var her han sammen med nogle skolekammerater startede på den vane, som med jævne mellemrum afbryder vores interview: Smøgerne.
»Det var ikke ligefrem noget, min mor var fan af, men hun var selv ryger, og så er det svært at være forbillede for sit barn. Og når de andre fra klassen ikke ville tale med mig, så måtte jeg finde nogle, der ville. Det var de første dårlige bekendtskaber,« funderer han.
Da Kasper var 13-14 år, mødte hans mor en ny mand, og han var ikke glad for Kasper. Han følte sig uønsket derhjemme, og samtidig havde Kaspers mor, der nu arbejdede hos Molslinjen, ofte lange arbejdsdage.
»Det var svært for hende at holde øje med, hvad jeg lavede. Jeg kom til at hænge ud med nogle dårlige typer i forbindelse med endnu et skoleskift. De røg hash, og det blev nærmest et ritual: ’Hvad skal vi lave? Nå, vi kan da ryge noget hash’. Kedsomhed var en stor del af forklaringen. Men det betød også meget, at jeg ikke var en del af det normale fællesskab i skolen,« fortæller han.
Sigtet og løsladt
Vejen ind i kriminalitet viste sig for alvor, da Kasper Holtze som 18-årig mistede sin læreplads som motorcykelmekaniker. Værkstedsejeren mente, at Kasper havde glemt at spænde en dækskrue ordentligt, fordi en motocrosser havde tabt hjulet. Det var nok til, at han blev fyret.
Kort tid efter blev han anholdt af politiet, sigtet for medvirken til drabsforsøg. Allerede i grundlovsforhøret blev han løsladt af dommeren, og sigtelsen blev droppet. Men episoden var med til at give Kasper et ry i Kalundborg. For første gang nogensinde oplevede han en form for respekt fra sine jævnaldrende. Da han få dage efter gik på gågaden i hjembyen, oplevede han nogle jævnaldrende drenge næsten gispe ved synet af ham.
»’Se se, det er ham Kasper’. Det var første gang, at folk begyndte at anerkende min eksistens. Det var det, jeg havde savnet i min opvækst. Og hvis man ikke kan blive den bedste, så kan man altid blive den værste. Dengang var dårlig opmærksomhed bedre end slet ingen opmærksomhed,« forklarer han.
Det blev startskuddet på en småkriminel løbebane, hvor Kasper hurtigt lærte at stjæle biler. Han stjal sin første bil som 18-årig, og selvom han aldrig har taget kørekort, så har han altid været godt kørende. Langt de fleste gange i andre folks biler. Langsomt blev han indviet i de forkerte kredse.
»Jo længere man kommer ind i den kriminelle verden, jo mere begynder folk fra den normale verden at trække sig. Det bliver hurtigt en ond cirkel,« konstaterer han.
Solgte hash
Det er en udbredt opfattelse, at fængselsophold gør folk mere kriminelle. Hvorvidt det er sandt, er kriminalitetsforskere ikke enige om, men i Kasper Holtzes tilfælde er myten sand. For under afsoningen af fængselsdommen for sin medvirken til bankrøveriet fik han en masse nye, kriminelle bekendtskaber.
Det var de bekendtskaber han opsøgte, da han i 2013 blev løsladt fra Jyderup Statsfængsel.
»Selvom det føles enormt frustrerende og meningsløst at sidde i fængsel, så er der også en tryghed. Der er faste rutiner, du skal aldrig tænke på, hvor maden skal komme fra. Når du så kommer ud af fængslet, så er du stemplet som kriminel. Det gør det svært at få en tilværelse op at stå. Det er nemmere at falde tilbage i gamle vaner frem for at få et almindeligt arbejde,« fortæller han.
Det resulterede i, at Kasper fortsatte den kriminelle levevis med biltyverier og indbrud og et misbrug af hash, kokain og amfetamin. Kasper begyndte også selv at sælge hash for en ’ven’, han lærte at kende i fængslet.
Dans med døden
Men livet i den kriminelle overhalingsbane er ikke uden konsekvenser. Kasper Holtze har blandt andet været involveret i flere alvorlige bilulykker, der ligeså godt kunne have kostet ham selv eller andre trafikanter livet.
Mest grelt gik det i en stjålen Golf 2, Kaspers yndlingsoffer på fire hjul. Han havde været vågen i flere døgn i en lang kokainrus, men til sidst overmandede trætheden ham på en landevej nær Kalundborg. Golfen røg ud i rabatten, slog en kolbøtte og ramte et vejskilt, inden den endte på en mark på alle fire hjul. Taget var trykket ind og forruden knust. Kasper fik på en eller anden måde bakset sig selv ud af bilen, men han kom først til sig selv i en hospitalsseng i Slagelse.
»Havde der været andre med i bilen den dag, så var de ikke sluppet levende fra det,« konstaterer han tørt, mens han kigger nærmest forlegent ned på sin halvspiste burger.
Når han alligevel er i live, så skyldes det ifølge Kasper to skytsengle, der har holdt hånden over ham: Hans afdøde far, og så storesøsteren, Rebecca, der mistede livet i en trafikulykke, da Kasper var barn.
»Måske er det hendes skæbne, der har holdt døden væk fra mig. Ellers har jeg været usandsynlig heldig. Jeg kan huske engang, da jeg til misbrugsbehandling i fængslet havde fortalt min livshistorie til de andre indsatte, så er der en af dem, der siger til mig: ’Kasper, det lyder, som om du har leget russisk roulette med biler’. Når du er kriminel, så tænker du kun på, hvordan du skal klare dig gennem i dag og i morgen, og hvor de næste penge skal komme fra. Men lige dér gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde gået og lavet.«
Farvel til kriminaliteten
Det var med til at sætte skub på tankerne om at droppe kriminaliteten. Men vendepunktet kom i 2015, hvor han i januar blev anholdt og varetægtsfængslet, denne gang for tyveri af designermøbler. Kort efter han i marts var blevet løsladt, blev han involveret i ny, grovere kriminalitet: Han begyndte at handle med hårde stoffer.
Men bagmanden uddelte dummebøder til Kasper for at finansiere sit eget overforbrug, og det endte med, at Kasper blev overfaldet og gennembanket i en skov. Forrådt af de ’venner’ han troede, han kunne stole på.
»Jeg blev banket gul og blå. Det var ligesom dråben. Alle de relationer og venskaber, jeg havde bygget mit liv op af, havde vendt mig ryggen og stukket mig. Jeg havde fået nok af rygstikkeriet og forræderiet. Det drejede sig kun om én ting; penge. Det ville være jeg ikke være en del af længere. Der var intet tilbage for mig i den verden,« siger Kasper Holtze.
Han lånte 20.000 kr. af sin mor til at betale sin gæld. Til gengæld lovede han at flytte til moderens hjemstavn i Vestjylland for at starte på en frisk.
Egne penge
Trods sin brogede fortid er Kasper Holtze blevet taget godt imod på sin nye hjemegn. Selvom han skiller sig ud fra mængden med sin hanekam, tatoveringer på hænder og knoer og halstatoveringen med efternavnet Holtze, har han for første gang oplevet et normalt ungdomsliv sammen med sine fætre med byture, der involverer alkohol og ikke narkotika.
Samtidig har han i godt halvandet år arbejdet som murerarbejdsmand i en entreprenørvirksomhed, et hårdt fysisk job fra tidlig morgen til sen eftermiddag.
»Det krævede lidt tilvænning. Men det var jeg indstillet på, for jeg havde sat mig for at starte på en frisk. Jeg har heldigvis min mor og min mors familie tæt på, som jeg kan støtte mig op af,« siger han.
Og stoltheden over at tjene sine egne penge, ærligt og redeligt, er ikke til at tage fejl af.
»Det giver dig ro i sjælen. Jeg skylder ikke nogen noget, man har sit på det rene. Det er lige omvendt i det kriminelle miljø, hvor man altid enten skylder nogen noget eller skal inddrive gammel gæld eller en uindfriet tjeneste. Det er jeg lykkelig for at have lagt bag mig,« siger han.
At han nu oven i købet er klar med sin egen bog, skrevet helt uden ghostwriter, gør ikke lykken mindre.
»Jeg kniber stadig mig selv i armen, men det er som om, at jeg er i drømmeland. Det føles rigtig godt. Jeg håber bare, at andre vil læse den og lære af min historie og de fejl, jeg har begået. Det er det bedste, der vil kunne komme ud af det,« siger han med et smil.
Kasper Holtze: Blå blink i bakspejlet. Udkom 8. marts på forlaget Momenta. 326 sider.
