Boligmarkedet byder på to gode nyheder og en dårlig her op til det store påskesalg.

Påsken står for døren, og dermed også startskuddet til forårets bolighandler, der traditionelt set har gunstigere vilkår, når der begynder at komme blade på træerne og varmegraderne på termometeret ryger i vejret.

Derfor har BT valgt at taget temperaturen på boligmarkedet, og til de sultne boligkøbere er der i øjeblikket to gode nyheder og en enkelt dårlig.

De gode først:

Der gives store afslag i priserne. Det viser helt nye tal fra Finans Danmark.

I  76 af landets 98 kommuner ligger det gennemsnitlige afslag ved den endelige prisforhandling på 50.000-100.000 kr. for et hus på 140 m2. , og i gennemsnit bliver der forhandlet afslag på 74.000 kr. pr m2. Beløbene er beregnet ud fra den senest udbudte pris.

Størst er afslagene på Frederiksberg, hvor der i gennemsnit blev givet afslag på 270.325 kroner. Kommunen efterfølges af Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Hørsholm og København, hvor nedslagene er på mellem 212.263 kroner og 129.527 kroner.

Men også i Vestegnskommuner som Rødovre, Ballerup, Vallensbæk og Herlev står for gedigne nedslag på mere end 100.000 kroner.

Der bliver generelt givet mindre afslag i de jyske kommuner. I Odder og Aarhus blev der i snit handlet 84.524 kr. og 81.436 kr. af prisen, mens der fx. i Svendborg på Fyn i snit blev hugget 92.176 kr. af salgsprisen.

Ifølge Ane Arnth Jensen, der er vicedirektør i Finans Danmark, viser tallene, at udbudspriserne ikke bare skal tages for gode varer.

»Selvom huspriserne har været opadgående de seneste fire år, så bliver der stadig givet store afslag. Og det gælder også i kommunerne i og omkring København,« siger Ane Arnth Jensen.

Hun tilføjer, at det er logisk nok, at priserne i kroner og øre er større, når husene er dyrere.

»Vi er endnu ikke der, hvor det udelukkende er sælgers marked, og det skal man have for øje som boligkøber, når man ser en høj udbudspris,« siger Ane Arnth Jensen.

De lavest nedslag i prisen gives der i eksempelvis Bornholm, Vesthimmerland Lemvig, Billund, Ringsted, Lolland og Varde kommuner. Her er det gennemsnitlige nedslag på under 50.000 kroner.

Selvom disse kommuner i kroner i øre har de laveste nedslag, så er der typisk tale om større nedslag end i de dyre kommuner i procent.

Det gælder eksempelvis i Lolland-kommune, hvor der i gennemsnit gives afslag på 10,3 procent. Til sammenligning er nedslaget på det dyre Frederiksberg på 4,6 procent.

Set i det perspektiv kan et huskøb i de ydre egne af Danmark også give mening, og afslagene er ikke eneste grund til, at det kan være et godt tidspunkt at gøre en god handel.

Og det er så den anden gode nyhed.

Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at huspriserne de seneste år er steget med 3,9 procent, og ifølge cheføkonom i Danske Erhverv Steen Bocian er balancen mellem prisudviklingen på parcelhuse og den økonomiske udvikling generelt god. Det betyder, at der er minimal risiko for efterfølgende prisfald.

»Markedet for parcelhuse følger i en rimelig udstrækning den vækst i indkomsten, der generelt er. Når vi bliver rigere har vi også råd til at købe dyrere boliger. Og priserne er stadig et godt stykke under priserne op til bolig- og finanskrisen i 2006,  og derfor er der ingen grund til at være bekymret for prisfald,« siger Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Erhverv.

Og så til den dårlige nyhed.

Overvejer du at købe lejlighed i København, så er der risiko for at du rammer ind i en såkaldt prisboble. Ifølge Danmarks Statistik er priserne på ejerlejligheder steget med 8,9 procent det seneste år.

Modsat markedet for parcelhuse, så mener Steen Bocian ikke, at den generelle udvikling i økonomien kan retfærdiggøre så store stigninger, og han advarer derfor mod en potentiel prisboble på ejerlejligheder.

»Priserne i primært København og Århus er steget meget, og prisniveauet ligger også over det høje niveau, vi så i 2006, da priserne dengang toppede. Også hvis man korrigerer for de generelle prisstigninger, der har været,« siger Steen Bocian.

Og det kan være et problem.

»Risikoen er, at boligkøberne bliver fartblinde og sætter sig økonomisk stramt i det. Så er man nemlig sårbar over for prisfald og arbejdsløshed. Man skal huske, at hvor lejligheder typisk stiger voldsomt, når det går godt, så falder det tilsvarende meget, hvis det skulle gå den anden vej,« siger Steen Bocian.