Man kan ikke altid styre anbragte unge uden at låse dem inde. Det viser sagen med overfaldet på Naser Khaders datter, siger Geert Jørgensen, direktør i foreningen for opholdssteder.

Hvis en teenagepige, der er anbragt på en privat institution, siger »jeg går ud og smadrer Sofie«, så må en pædagog gerne stille sig i vejen for hende. Hvis hun bare siger, »jeg går en tur«, kan man ikke gøre noget. Så er der tale om ulovlig magtanvendelse.

Reglerne skaber store dilemmaer for medarbejderne på institutionerne, konstaterer Geert Jørgensen, direktør i Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud, LOS, der organiserer de private institutioner.

Naser Khaders 14-årig datter blev torsdag overfaldet af en pigebande, og de to piger, der mistænkes for at stå bag volden, er anbragt på en institution, der ikke har dispensation til at låse dørene og forhindre pigerne at løbe frit rundt i byen, selv om de optræder voldeligt.

»Der skal være en åbenbar fare, ellers vil det blive betragtet som en ulovlig magtanvendelse,« forklarer Geert Jørgensen.

LOS-formanden sidder i regeringens magtanvendelsesudvalg, der skal komme med forslag til nye regler på området i begyndelsen af 2015. Han mener, at sagen om overfaldet på Naser Khaders datter viser, at det ikke er muligt at styre de unge uden at kunne bruge magt. Derfor prøver man at bruge andre metoder på de private institutioner.

»Man kan gå med den unge. Hvis en pige siger, at hun bare skal ud og gå en eftermiddagstur, men du ved, at hun er på vej ud for at »smadre Sofie«, så kan man gå med den unge og diskutere, hvad hun har gang i. Men man kan jo ikke altid følge efter en 14-årig pige, bare fordi hun skal gå en tur,« siger han.

De to piger, der beskyldes for at stå bag overfaldet på Naser Khaders 14-årige datter i sidste uge, bor på institutionen MultifunC på Amager. Her må man ikke låse dørene.

MultinfunCs søsterinstitution i Aarhus har fået dispensation, så de unge kan låses inde i kortere perioder. Men det er kun muligt at gøre på offentlige institutioner. Private institutioner skal altid være åbne, understreger Geert Jørgensen.