Selvom Tina Jørgensen afviste en Telenor-sælger, mistede hun pludselig sit telefonnummer.

51-årige Tina Jørgensen fra Horsens fik i midten af august tilsendt et velkomstbrev og et SIM-kort fra Telenor. Det skete, selvom hun havde afvist at tegne abonnement, da en Telenor-sælger ringede noget tid forinden med et telefon-tilbud. Hun var nemlig tilfreds med sit abonnement hos teleselskabet Oister.

Læs også:

Men af uvisse årsager blev hendes telefonnummer hos Oister alligevel fejlagtigt overflyttet til Telenor, uden at Tina Jørgensen på nogen måde havde givet samtykke til det.

»Jeg fik en mail fra Telenor, hvor der stod, at jeg havde tegnet abonnement hos dem. Næste dag modtog jeg et SIM-kort fra Telenor. Senere sendte Oister en mail, hvor selskabet bekræftede, at mit nummer var blevet flyttet over til Telenor. Jeg var målløs« fortæller Tina Jørgensen, der er ærgerlig og sur over misæren.

Læs også: 

»Jeg havde ikke på noget tidspunkt sagt ja til Telenor. Det eneste, jeg gjorde, var, at jeg spurgte Telenor, om jeg måtte tænke over det og så vende tilbage. Jeg sagde pænt 'nej tak' til telefonsælgeren,da jeg vendte tilbage. Derefter knaldede han bare røret på,« forklarer hun.

Det var tilsyneladende ikke muligt at annullere abonnementet,selvom hun havde en række Telenor-ansatte i røret. Ifølge Tina Jørgensen lovede en kvindelig Telenor-sælger, at det fejlagtige abonnement ville blive annulleret, men intet skete.

Læs også:

Den 51-årige kvinde er fortørnet over den behandling, hun har fået hos teleselskabet, og hun overvejer nu, hvad der skal ske.

»Jeg er så sur i skralden. Jeg overvejede faktisk at ringe til politiet, fordi de har gjort ting, de ikke måtte. Jeg har på ingen måde accepteret det tilbud, de kom med,« siger hun.

Telenor bekræfter episoden med Tina Jørgensen, men teleselskabet hævder samtidig, at hun i første omgang havde sagt ja til abonnementet. Telenor fortæller, at sælgeren begik en fejl, da han skulle annullere abonnementet.

Læs også:

»Da vores sælger første gang taler med kunden, siger hun ja tak til at skifte til Telenor. Men efterfølgende fortryder hun, og da sælgeren så vil annullere ordren, får han ikke annulleret den korrekt. Vores systemer tror derfor stadig, at kundens nummer skal flyttes over til os, og der udgår derfor automatisk brev til kunden om dette. Det er en fejl fra vores side, og vi vil nu sørge for, at nummerflytningen afbrydes, så kunden kan forblive hos sin nuværende udbyder,« fortæller Tom Lehn-Christensen, pressechef hos Telenor, i et skriftligt svar til bt.dk.

Telenor undskylder fejlen og fortæller, at Tina Jørgensen skal se bort fra den stak breve, selskabet allerede har sendt til hende.

Tina Jørgensen er glad for, at Telenor endnu engang fortæller hende, at selskabet vil annullere Telenor-abonnementet og flytte nummeret tilbage til Oister. Men hun er spændt på, om det vil ske.