En ny rapport fra Justitsministeriet viser detaljeret, hvordan skudattentatet mod synagogen i Krystalgade foregik

Justitsministeriet har onsdag aften udsendt en evalueringsrapport på baggrund af myndighedernes indsats i forbindelse med terrorangrebene d. 15.-15. i København i februar i år.

Først blev kulturhuset Krudttønden angrebet, og senere blev den jødiske synagoge i Krystalgade også angrebet. Angrebene kostede tilsammen to mennesker livet og sårede seks politifolk.

Her kan du se angrebet mod synagogen i Krystalgade minut for minut:

Kl. 19.22: Der etableres fast politibevogtning ved synagogen

Kl. 00.38: En patruljebil holder parkeret ud for Cafe Halvvejen på Krystalgade 11 overfor porten til synagogen, hvor der tæt på er en jødisk konfirmationsfest i gang. To politifolk og en civil vagt (ikke Dan Uzan) står på fortovet foran porten og slusen.

Kl. 00.40: Omar El-Hussein kommer til syne fra Peder Hvitfeldts Stræde og går til højre ad Krystalgade i retning mod synagogen. Han går ud og stiller sig på vejen.

Kl. 00.41: Skudattentatet - En patruljebil ankommer til Krystalgade og kører mod vest. Patruljebilen er bag Omar El-Hussein, der står ude på vejen. Han trækker ind på fortovet og går helt ind til facaden af bygningen på nordlige side af Krystalgade. Patruljen observerer Omar El-Hussein, som de vurderer er beruset, idet han går usikkert og slingrer. Han tager fat i et vejskilt på hjørnet af Krystalgade og Peder Hvitfeldts Stræde og bøjer sig forover med ansigtet i retning mod Peder Hvitfeldts Stræde. Patruljen taler om, at han nok skal kaste op. Det er patruljens opfattelse, at Omar El-Hussein bemærker patruljen.

Patruljebilen har nu passeret Omar El-Hussein, der træder ud fra facaden og ud på fortovet. Han står stadig på fortovet. To andre personer går ad Krystalgade mod vest og passerer ham. Han går efter de to personer, der netop har passeret ham, i retning mod synagogen.

Patruljebilen forsvinder ud af videoovervågningen og Dan Uzan ses midt i slusen. Han går mod den yderste låge mod Krystal-gade og overtager den anden vagts plads. Den yderste port, der lukker automatisk, er endnu ikke lukket.

Omar El-Hussein går direkte over mod Dan Uzan. Han er iført en hætte-trøje med hætten oppe og muligvis en kasket. Han bærer en lille taske, som hænger skråt over venstre skulder og ned i højre side. Da han er omkring 1 m fra Dan Uzan, løfter han armen, og der ses lysglimt på videoovervågningen, som formodes at stamme fra pistolskud. Dan Uzan falder om på jorden.

Omar El-Hussein peger nu med armen mod de to betjente, som står nogle meter fra ham. Der ses lysglimt, og de to betjente falder begge bagover og lander på fortovet op af gitteret. Der ses endnu et lysglimt. Begge betjente bliver ramt – den ene i armen og den anden i foden. Omar El-Hussein sigter umiddelbart stadig mod betjentene.

Der ses yderligere to lysglimt fra Omar El-Hussein, der stadig peger på betjentene. Han afgiver i alt 6 skud med 2 forskellige pistoler – En i hver hånd.

Den ene politimand afgiver ét skud, der dog ikke rammer gerningsmanden. Den anden politimand afgiver ingen skud.

Omar El-Hussein vender sig om og løber mod øst ad Krystalgade. Samtidig rejser den ene betjent sig. Han holder sin maskinpistol foran sig og tager tilsyneladende ud efter sin radio, der sidder i bæltet. Omar El-Hussein drejer mod nord ned ad Peder Hvitfeldts Stræde og forsvinder.

00.42: De to betjente sætter i løb efter Omar El-Hussein ad Peder Hvitfeldts Stræde. Den anden vagt ligger på jorden. Han bevæger sig og tager sin radio eller mobiltelefon frem og ringer op. Begge betjente kommer tilbage til synagogen fra Peder Hvitfeldts Stræde. Den ene betjent halter efter at være blevet ramt af skud i foden. Begge går over til Dan Uzan, som ligger på jorden. De to betjente der kørte forbi synagogen kort forinden, har hørt skud og kommer tilbage til fods med trukne våben.

Efter skudattentatet mod synagogen i Krystalgade flygter Omar El-Hussein mod Nørreport. Herefter forsvinder han. Han bliver senere fundet på Svanevej, hvor han efter skudveksling bliver dræbt.