Mogens Berendt, journalist, forfatter, Frederiksberg, er død, 70 år.

Mogens Berendt opfattede lille Danmark som et cirkus, hvor han med en vis elegance morede sig med at provokere i manegen om svenskere og Sverige, om amerikanere og USA, samt om dialekttalende danskere.

Mogens Berendt, der var søn af købmanden i Vallø, var først traktorfører, men kom via New York Times, Weekendavisen og Information til TV-avisen i monopolets dage.

Her var han den udfordrende skærmtrold, der på skærm og i bøger forstod at skabe debat. Også om sig selv.

På begge sider af Øresund var der dem, som elskede ham - eller elskede at hade ham.

Berendt tog det gamle mundheld til sig om, at Asien begynder i Malmö - og det hævdede han fortsat, efter at den efter hans mening så overflødige Øresundsbro blev bygget.

Som andre kendte fra tv var han gennem en epoke som konsulent i diverse PR-firmaer, der rådgiver ledere om, hvordan de klarer sig bedst på skærmen over for kontante journalister.

Mogens Berendt, der ofte rejste ud i den store verden var medlem af Eventyrernes Klub. Han var forfatter til flere bøger bl.a. »Tilfældet Sverige«.