At Venstre-politikeren Michael Gatten i dag har forladt partiet, er ifølge Venstres tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech så alvorligt, at partiet begynder at ligne noget, der er i frit fald.

»Jeg synes, det begynder at ligne et parti i frit fald. Jeg mener, Lars Løkke Rasmussen må lytte til det, der er begrundelsen – og som vi er en stor del i og uden for Venstre, der siger – nemlig at vi ikke kan føre den menneskefjendske flygtningepolitik, vi gør nu,« siger Birthe Rønn Hornbech til TV 2.

Den kraftige reaktion kommer, efter at Michael Gatten, der sidder i Københavns Borgerrepræsentation, tidligere lørdag meldte sig ud af Venstre for i stedet at melde sig ind i Radikale Venstre. Årsagen er den kæmpe højredrejning, som Venstre ifølge ham har taget i udlændingepolitikken.

Han er den femte i rækken, som forlader Venstre i løbet af de seneste fire måneder på grund af utilfredshed med regeringspartiets linje på udlændingeområdet.

Ifølge Birthe Rønn Hornbech, bliver Lars Løkke Rasmussen nu nødt til at lytte til baglandet. Man kan ikke tro, at man kan overhale Dansk Folkeparti højre om, mener hun. For hver gang, man gør det, kræver Dansk Folkeparti bare mere, fortæller hun til TV 2.

Ikke første gang

Det er langtfra første gang, at Birthe Rønn Hornbech tordner mod sit parti. Tilbage i december var hun også ude at sige, at Venstre fører en håbløs politik, og at populismen hærger.

Og i november kritiserede hun sit partis holdning til den kontroversielle sag om den 24-årige Belal El-Khatib, der blev nægtet statsborgerskab af et blåt flertal.

Ikke bekymret

På spørgsmålet, om det så betyder, at alle i Venstres folketingsgruppe er enige i udlændingepolitikken, svarer Ellemann-Jensen følgende til Ritzau:

»Vi taler åbent og frit om udformningen af Venstres politik, og det har vi god tradition for. Den slags holder vi inden for vores fire vægge, og så er vi enige, når vi kommer ud ad døren.«

Forlader ikke Venstre

Birthe Rønn Hornbech forstår dem, der vælger at forlade partiet, hvis de ikke oplever, at der bliver lyttet til dem, og at de ikke kan gøre en forskel. Hun har dog ikke tænkt sig selv at gå, fastslår hun over for TV 2. Hun vil blive ved med at kæmpe og sige sin mening, fordi hun ved, der fortsat er mange i partiet, der er enige med hende.