Fredag den 13. levede helt op til sit uheldsvangre rygte for SAS, der måtte opgive at sende ikke bare ét men to fly fra København til Aarhus.

Både den sene afgang fra København til Aarhus en efterfølgende ekstra afgang gik torsdag aften og nat helt i kludder for SAS.

Det var afgangen fra Kastrup Lufthavn klokken 22.50, der først voldte problemer.

»Efter at have ventet en time i flyet på startbanen fik vi at vide, at varmesystemet var gået i stykker. Så blev vi trukket tilbage til gaten og måtte vente yderligere. Vi kom endelig af sted mod Aarhus klokken 00.25 med et nyt fly«, fortæller Christian Stavik, der dog alligevel ikke endte hjemme i Aarhus, til stiften.dk

For problemerne skulle vise sig at blive ved.

Kort efter take-off lagde passagererne mærke til en serie af ganske høje og mærkelige lyde fra flyet.

»Jeg flyver relativt ofte. Det her var ikke normale lyde fra et fly. Men larmen stoppede igen, og folk talte om, at det var lidt underligt. Efter cirka 15 minutter sagde kaptajnen i højtalerne: Dette er ikke vores aften, vi er nødt til at vende tilbage til København«, fortæller han.

SAS bekræfter overfor Århus Stiftstidende, at to fly mod Aarhus havde defekter torsdag aften og natten til fredag.

»I begge tilfælde var det nogle mindre tekniske fejl, der gjorde at det første fly aldrig kom i luften, og at det andet måtte vende om«, siger Henrik Edström, pressechef i SAS.

Ifølge passagerne på det fly, der rent faktisk kom i luften, var det problemer med de hydrauliske systemer, der fik kaptajnen til at vende om.

»Kaptajnen fortalte, at han havde fuld kontrol over flyet, og at der ikke var nogen fare. Der var heller ingen panik blandt passagererne. Efterfølgende stod vi omkring 80-90 meget trætte og galgenhumoristiske rejsende i afgangshallen, hvor nogle lod sig indlogere på hotel, mens andre valgte at rejse videre med tog og taxaer«, fortæller Christian Stavik.

De sidste uheldsramte passagerer boardede her til morgen klokken 7.35.

SAS oplyser, at man desuden var nødt til at aflyse den første afgang fredag morgen fra Tirstrup til Københavns Lufthavn, eftersom man jo manglede det fly, der skulle have fløjet ruten.

Og selvom århusianske Christian Stavik godt kunne have været oplevelsen foruden, har han kun rosende ord til flyselskabet, som han mener håndterede situationerne meget professionelt:

»Vi var godt orienteret hele vejen igennem. Kaptajnen brugte ovenikøbet lang tid på at tale med passagerne efter sikkerhedslandigen i København. SAS skal også have ros for hurtigt at booke hoteller til de trætteste og hjælpe andre rejsende videre på anden vis«.