Der er ikke en eneste sky på himlen over Åsted Kirke i Nordjylland. Men nok så idyllisk, som stedet ser ud, vidner de omkringliggende huses flagstænger, der alle er hejst på halv, om, at en ufattelig tragedie er indtruffet lige i nærheden.

I dag klokken 12 danner den lille landsbykirke nemlig rammen om den sidste svære afsked med de tre søskende, Søren på 11, Saoirse på otte og Connor på bare tre år.



De tre søskende forulykkede tirsdag formiddag på landevejen, da de sad på bagsædet i en lejet Citroën Berlingo, som deres mor, Maria O'Shea, førte, da en modkørende bil ført af en 39-årig mand uden chance for at undvige torpederede Berlingoen i en sådan grad, at den blev revet midt over. Det skete ved T-krydset Lendumvej/Bredmosevej to kilometer fra landsbyen Lendum sydøst for Sindal. De tre søskende på bagsædet blev dræbt på stedet, mens moderen samt den yngste og nu eneste søn i familien, Torben på fem måneder, slap med knubs.

En halv time før bisættelsens begyndelse er kirken allerede næsten fuld, og i modsætning til sædvanlig mørk påklædning i forbindelse med en sådan afsked, er alle gæsterne sommerligt klædt i farver - præcis som familien gav udtryk for, at de ønskede det i den dødsannonce, de havde indrykket i Morgenavisen Jyllands-Posten tidligere i denne uge, hvor de bad gæsterne om ikke at bære sort.



Faderen Brian til de tre dræbte børn er irsk, mens moderen er vendelbo, og familien var på ferie hos moderens familie, da den tragiske ulykke skete. Siden er kondolencerne strømmet ind fra hele verden. Familiens venner og bekendte i både Nordjylland, hvor to af børnene har gået i skole, samt i den irske landsby, hvor faderen stammer fra, er som familien i dyb sorg over det ufattelige tab. Men også så langt væk som i den vestaustralske by Pemberton har tragedien sat sine dybe spor, for her har familien nemlig været bosat de seneste tre og et halvt år.



Mens de sidste tomme sæder i Åsted Kirke bliver besat af sørgende børn og voksne, vokser mængden af smukke, farverige markblomster i kirkerummet. For som det også stod i dødsannoncen, så plejede søskendeflokken at plukke markblomster sammen i naturen. Samme blomster præger nu kisterne, som de tre søskende forlader denne verden i.