Da de ansatte i en jysk virksomhed forleden fik deres lønseddel, lå der et lille medfølgende brev i konvolutten.

Af brevet fremgik det, at de ansatte alle ville få trukket 100 kroner i lønnen. Pengene var til indkøb af gave til chefen i anledning af hans runde fødselsdag.

Hvordan flertallet af de 60-70 ansatte modtog nyheden om, at de var mere eller mindre tvunget til at bidrage til indkøb af gave til chefen over lønnen, vides ikke, men i for i hvert fald én af de ansatte, blev det opfattet som værende over grænsen.

- Jeg er glad for arbejdet og arbejdspladsen, men jeg kender jo ikke manden. Jeg anede ikke, han havde fødselsdag, og jeg ved ikke engang, om han ved, hvad jeg hedder, fortæller medarbejderen, der af hensyn til sin fremtid på arbejdspladsen ønsker at være anonym.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK HER



Af brevet fremgår det, at ansatte, der ikke ønsker at bidrage til topchefens gave, kan møde op på kontoret og meddele dette. Ifølge den ansatte, som BT har talt med, har ingen af de ansatte valgt at benytte sig af denne mulighed. For som den ansatte siger, går man jo ikke bare ind på kontoret som den første og måske eneste og siger, man ikke vil være med i en gave til chefen.

- Det gør man jo ikke. Man vil jo gerne være på god for med ledelsen.

Det var dog tæt på, at den ansatte, som kontaktede BT, meldte fra.

- Jeg tænkte nej. Jeg aner intet om manden og vi ser ham ikke så tit. Vi andre har en gavekasse, som vi bidrager til. Hvorfor skal han pludselig have en kæmpe gave af os alle sammen. Han kunne jo bare være med i gavekassen, siger den ansatte.

- Hvis de havde samlet ind helt normalt, havde jeg nok sagt ja alligevel, men sådan her synes jeg altså ikke, man kan gøre, siger den ansatte.

Beklager metoden

Fra lønbogholderiet i virksomheden bekræftes det, at omtalte brev var vedlagt de seneste lønsedler. Bag gaven står en anden chef på virksomheden. Til BT fortæller han, at der ingen onde hensigter var med brevet. Man havde blot syntes, det var nemmere end at gå rundt og samle ind.

- Der står i brevet, at man kan henvende sig, hvis man ikke ønsker at være med, og det mener vi. Det er ikke sådan, at nogen får noget at vide om det. Gaven er fra alle. Vi skriver ikke, hvis der er nogen, der ikke ville være med, siger chefen, der er ked af, hvis der er ansatte, der føler sig dårligt behandlet.

- Vi gør rigtig meget for de ansatte i den her virksomhed, og gaven vil faktisk komme alle til gode. Men jeg kan da godt se, at vi måske har handlet lidt overilet, men vi havde lidt travlt og skulle nå at have det på plads hurtigt, siger chefen, der videre oplyser, at den runde dag også vil blive markeret på en måde, der kommer de ansatte til gode.

Af hensyn til den planlagte - og for chefen hemmeligholdte - fødselsdagsfejring, har vi valgt at sløre firmaets navn samt tillige navnet på den person fra virksomheden, der udtaler sig om indsamlingen.