»Fotovogn på Gærumvej i Frederikshavn. Tager dem, der kører i vestgående retning.«

Tusindvis af danske bilister sidder klar med Facebook-grupper og telefonapps for at advare hinanden om politiets fotovognes placering, så fartbøder kan undgåes, når Rigspolitiet fra søndag firedobler antallet af fotovogne på de danske veje fra 25 til 100.

Det skriver Søndagsavisen.

Medlemmerne i advarselsgrupperne advarer løbende hinanden, når de ser en fotovogn på vejene, og grupperne er blevet mere og mere populære de seneste år. Der findes nu mere end 20 Facebook-grupper med sammenlagt mere end 100.000 tilmeldte brugere, som advarer hinanden om placeringen af fotovognene.

Det kan dermed gøre det sværere for de nye vogne at inddrive de godt 600 millioner ekstra bødekroner til statskassen alene i 2015, som er regeringens plan med firdobling af fotovognene.

Ifølge administrator for Facebookgruppen ‘Fartkontrol Nordjylland’, der lige nu har 15.900 medlemmer, John Larsen, har gruppen intet tilovers for fartbøller. Det er derfor for John Larsen fint, når politiet stiller fotovogne i nærheden af eksempelvis skoler eller bebyggelse.

Men for ham at se opstår problemet, når politiet placerer vognene i udkanten af byer, hvor politiet ved, at mange måske kører 10 kilometer for skærkt.

»Vi er ikke i tvivl om, at de nye fotovogne er sat i verden for at score penge fra de danske bilister, og der er vores gruppe en slags hjælp til selvhjælp, så man undgår de bøder,« siger John Larsen til Søndagsavisen.

I Forenede Danske Motorejere, FDM, støtter man generelt initiativer, der har til formål at sænke gennemsnitshastigheden på de danske veje, og ifølge afdelingschef i FDM, Torben Lund Kusk, er man derfor positivt stemt over de mange advarselsgrupper på internettet.

»Hvis bilisterne advarer hinanden til at sætte farten ned, er det vel kun et forebyggende og godt tiltag,« siger han til avisen.

Heller ikke Rigspolitiet har de store indvendinger mod grupperne, men det opfordrer alligevel medlemmerne af advarselsgrupperne til at sætte farten ned generelt, så der ikke er behov for at være medlem af sådanne grupper.

VIDEO: Her er politiets nye våben til at fange fartdjævle