Optagelserne af næste sæson af TV2´s populære, danske dramaserie 'Badehotellet', hvor den svært tilskadekomne Bodil Jørgensen spiller en central rolle som fru Andersen, holder nu sommerferie-pause indtil august.

Der er ikke truffet nogen beslutning om, hvad der skal ske, hvis den folkekære skuespiller ikke når at komme sig efter sit voldsomme uheld i Sønderjylland, under optagelserne af den nye "Far til fire"-film.

Læs også: Bodil Jørgensen lå fem dage i respirator: Familien afslører omfattende skader

- Vi ser tiden an. Vi arbejder med, at Bodil Jørgensen restituerer så meget, at hun kan komme tilbage til efteråret, siger 'Badehotellets' producent, Mikal Bille Frandsen, der inderligt håber, at den folkekære skuespiller kan nå at komme sig så meget, at hun kan vende tilbage til optagelserne.

- Hun er så stor et aktiv for vores serie, og er 'Badehotellets' samlingspunkt i mere end een forstand. Det er bekymringen for hendes helbred og fremtid, der holder mig vågen om natten, siger Mikal Bille Frandsen.

Vores held i uheld er, at vi har fået lavet rigtig mange scener med Bodil i de næste tre afsnit, og vi har så lang produktionstid, at vi kan samle det hele, indtil hun er klar. Vi har tid til at vente, indtil vi får nærmere besked fra Bodil. Det løser sig altid på en eller anden måde, siger Mikal Bille Frandsen.

Brækked ben og babyer

Han har tidligere prøvet at stå i en lignende situation, da skuespilleren Jens Albinus gled på et vådt scenegulv og brækkede begge ben, få måneder før optagelserne af DR´s krimiserie 'Ørnen', hvor han havde hovedrollen.

Og da skuespilleren Charlotte Fich faldt af en hest under en velgørenhedsforestilling i cirkus, måtte 'Rejseholdets forfattere, Peter Thorsboe og Mai Brostrøm, udstyre deres hovedperson, Ingrid Dahl med et brækket ben.

Gode råd var også dyre, da Anne Louise Hassing, der spillede Ida i 'Krøniken', blev gravid midt i optagelserne. Her løste man problemet med at hyre en såkaldt 'body stunt' til at lægge krop til Ida.

- Men nu er Molly Andersen ikke særlig adræt, men bevæger sig adstadigt omkring, så der er ikke brug for de store fysiske udfoldelser, og det er vores held.

Der vrimler også også med babyer på 'Badehotellet'. Skuespilleren Neel Rønholt, der spiller den gravide Sibylle Weyse, er netop nedkommet med en lille pige, og køkkenpigen Edith, spillet af Ulla Vejby, fik en baby i marts, der er med på optagelserne

- Neel Rønholt er på barsel, så vi er nødt til at justere hendes karakter, for at få det hele til at gå op, siger Mikal Bille Frandsen.

Der er mere end 30 skuespillere i større og mindre roller i anden sæson af 'Badehotellet', der vender tilbage ved årsskiftet.

- Vi har en rigtig stærk sæson, hvor der virkelig er lagt i kakkelovnen, lover Mikal Bille Frandsen.

Skuespillere og filmhold er netop vendt tilbage fra en uges optagelser i Nordjylland, hvor de har mødt stor opmærksomhed.

- Jeg blev rimelig overrasket, da to unge fyre kom hen til mig og fortalte, at de syntes, serien var virkelig god. Så det er ikke kun gamle damer, der ser den.