I flere måneder er der gået rygter om, at Helle Thorning-Schmidt kunne være i spil til en af de topposter, der snart bliver ledige i EU-systemet, blandt andet har der i Bruxelles floreret rygter om at statsministeren kunne være et blandt flere, der kan få tjansen som formand for EU-Kommissionen.

Men nu er der sket en ny drejning i rygterne.

Ifølge et udenlandsk medie, Der Standard i Østrig, kan landets statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ende med at blive EU-præsident, hvilket er blevet diskuteret blandt EU's stats -og regeringschefer i tirsdags, da de alle var samlet.

Den østrigske avis skriver om EUs tre ledige topposter - kommissionsformanden, præsidenten og udenrigschefen.

Og ifølge avisen nævner de flere argumenter for, hvorfor den danske statsminister meget vel kan være en mulig afløser for den nuværende EU-præsident Herman Van Rompuy - at hun som kvindelig statsleder, socialdemokrat og fra et ikke-euroland kan være modvægt til de mere føderalistisk sindede borgerlige politikere.

Den danske regeringsleder menes også at have fået støtte af den britiske premiereminister David Cameron til et topjob.

Dog er der flere kilder i Bruxelles som tvivler på Thornings muligheder for at få jobbet som EU-præsident, da EU-præsidenten ikke blot leder alle EU-topmøderne, men også topmøderne, som kun er for eurolande.

Allerede torsdag skrev en mindre østrisgsk avis, Tiroler Tageszeitung i en blog, om hvilke politikere der mest sandsynligt kommer til at besidde topposterne. 

Tiroler Tageszeitung citerer et tweet fra den luxemburgisk politiker Jean-Claude Junckers kampagnechef, der mener, at den mest sandsynlige pakke vil være Juncker som kommissionsformand, Thorning som EU-præsident og den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, som udenrigschef.

Efter tirsdagens topmøde, afviste Thorning at det er aktuelt at spekulere i hende til et Bruxelles-job

- Jeg er statsminister i Danmark. Og det vil jeg rigtig gerne blive ved med at være. Jeg har sagt det rigtig mange gange: Jeg er ikke kandidat, sagde Thorning efter mødets afslutning.