Efter lørdagens jordskælv i Nepal frarådes danskere at rejse til Nepal.

Det oplyser Udenrigsministeriet på sin hjemmeside, hvor man anbefaler at undlade »ikke-nødvendige« rejser, og såfremt det er strengt nødvendigt at tage af sted, så opfordrer ministeriet de rejsende til at udvise forsigtighed og løbende holde sig orienteret om udviklingen i sikkerhedssituationen.

»Der kan forekomme uroligheder, vejblokader og voldelige demonstrationer. Der kan være risiko for terrorhandlinger, som kan ramme både lokale og turister,« lyder det.

Opfordringen til at lade være med at rejse til Nepal vil ifølge Udenrigsministeriet gøre sig gældende, indtil myndighederne i Nepal har kontrol over situationen igen efter lørdagens jordskælv.

Mere end 1.900 mennesker har mistet livet i jordskælvet, der ramte lørdag morgen dansk tid, og myndigheder og nødhjælpsorganisationer arbejder søndag fortsat på at redde folk fra sammenstyrtede bygninger.

BNB