Københavns Kommune håber at kunne inddrage dele af Assistens Kirkegård til rekreationsområde. Danmarks Naturfredningsforening har dog rejst en fredningssag for kirkegården.

Tirsdag afgøres det, om Assistens Kirkegård på Nørrebro i København skal fredes eller delvist gøres til park og rekreationsområde.

Det sker, når Natur og Miljøklagenævnet skal tage stilling til, om en af Danmarks bedst kendte kirkegårde skal inddrages til byudviklingsformål.

Det håber Danmarks Naturfredningsforening ikke, bliver tilfældet. Foreningen har nemlig rejst en fredningssag for den cirka 250 år gamle kirkegård.

»Det vil være fuldstændigt ødelæggende for Assistens og den særegne stemning, der hviler over kirkegården. Vi mener, at store kulturværdier kan gå tabt, når dele af kirkegården snart overgår til ubeskyttet park med alt, hvad det indebærer af nyanlæg af cykelsti, højt hegn om metropladsen, café med mere,« siger Christina Steenbeck, der er fredningsmedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening, i en pressemeddelelse.

Københavns Kommune planlægger, at mere end en tredjedel af Assistens Kirkegård i fremtiden skal undergå en teknisk omstilling fra kirkegård til park.

Det indebærer, at kommunen kan sætte gang i planerne om at inddrage dele af kirkegården til cykelsti, café, mens en hektar af kirkegården skal indhegnes og afskæres fra resten af kirkegården på grund af den nye trappenedgang til metroen.

»Vi anerkender kommunens ønske om at skabe friluftsaktiviteter for borgerne. Vi mener til gengæld, at det er en dårlig idé at inddrage bestående grønne oaser til formålet. Her må politikerne i stedet være så visionære, at de i deres planer sikrer områder, der med tiden kan benyttes til udeliv, skating og andet,« siger Christina Steenbeck og slår fast, at kirkegården hidtil har været beskyttet af betegnelsen som kirkegård.

På Assistens Kirkegård ligger flere store danske personligheder til hvile som blandt andre H.C. Andersen, Dan Turèll og sangerinden Natasja Saad.