Et SAS-fly, der netop var lettet fra Københavns Lufthavn, var nødt til at ændre kurs i sidste øjeblik for at undgå en kollision med et russisk spionfly. Det afslører svensk tv, SVT.

Episoden skete den 3. marts, da SAS-flyet SK 681 netop havde forladt Københavns lufthavn på vej mod Rom. Kort efter start, i internationalt luftrum 50 km syd for Malmø, fik SAS-flyets piloter besked om øjeblikkeligt at ændre kurs.

Hverken piloterne eller flyvelederne havde observeret, at SAS-flyet var på kollisionskurs med det russiske overvågningsfly. Det blev opdaget af en radarstation og straks videregivet. Derfor kunne SAS-flyet få information og hurtigt ændre kursen.

De to fly passerede hinden med 90 meters afstand - langt fra minimumsgrænsen på 300 meter.

- Det var meget tæt på. Jeg kan tænke mig til, at det må have været en ubehagelig oplevelse i cockpittet, siger Jens Olsson fra den svenske havarikommision.

Ifølge havarikommisionen er der tale om et Iljusjin Il-20M. I undersøgelsesmaterialet fremgår det, at besætningen på SAS-flyet havde tæt visuel kontakt med det russiske fly.

- Besætningen kunne se, at flyet var grå-malet og havde fire turbo propelmotorer samt en lang antenne på taget. De så derimod ingen kendetegn på flyet, siger Jens Olsson.

Pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen, bekræfter at selskabets fly var involveret i episoden den 3. marts. Hun understreger, at man hos SAS tager sagen meget alvorligt.

- Vi har oplevet en stigning i antallet af de militære flyvninger. Det er bekymrende for os der driver kommerciel luftfart, og derfor har vi nu også taget fat i myndighederne, siger Trine Kromann-Mikkelsen.