Siden den 32-årige danske stjernekok Martin Bentzen forleden blev fundet død i sin lejlighed i Shanghai, har stjernekokkens familie kæmpet for at få indsamlet penge til, at kisten kan udleveres til Danmark. 

Nu møder familien imidlertid støtte fra en anden dansk kok, der har tilbudt at stå for indsamlingen, så familien kan sørge og samle kræfter.

Søndag blev Martin Bentzens familie kontaktet af Rasmus Munk, der selv er kok, efter at han havde fulgt med på familiens Facebook-siden 'Martins sidste rejse'.

»Jeg kender Martin gennem nogle kollegaer, men jeg føler mig bare lidt i samme bås som Martin, for vi ved alle sammen, at stress er en faktor i den her branche, så derfor tænkte jeg, at der må kunne gøres noget,« forklarer Rasmus Munk, der er køkkenchef på restaurant Tree Top på Munkebjerg Hotel i Vejle.

Den tidligere Noma-kok Martin Bentzen døde torsdag af et stressrelateret hjertestop i sit hjem i den kinesiske storby Shanghai, hvor han arbejdede på Napas Wine Bar.

»Martin var min største klippe og min bedste ven. Det har han altid været. Han lod mig altid vide, at han var der for mig. Så det er klart, at det har ramt både mig og familien som et chok,« lød det søndag fra Martin Bentzens søster, Nina Bentzen.

Ifølge søsteren skal familien stille med en sikkerhed på minimum 100.000 kroner, før kisten kan blive udleveret til Danmark. Derudover skal der betales omkring 1.000 kroner for hver dag, Martin Bentzen ligger hos bedemanden i Kina.

Martin Bentzens arbejdsplads har allerede doneret 50.000 kroner til rejsen. Men for at indsamle det resterende beløb, er Rasmus Munk gået i gang med at arrangere en velgørenhedsmiddag.

»På søndag vil jeg holde et velgørenhedsarrangement - en middag, hvor alle pengene skal gå ubeskåret til Martin. Og der vil vi få sponsoreret alt, lige fra råvarer, duge og vin, og så vil vi få nogle af de bedste kokke i Danmark til at komme ind og få lavet en stor menu,« fortæller Rasmus Munk, , der også tidligere har stået bag velgørenhedsarrangementet Ønske Jul, der holder juleaften for hårdt ramte børnefamilier.

Han var derfor ikke i tvivl om, at tilbyde sin hjælp, da han så familiens opslag på Facebook.

»Jeg arbejder ikke om søndagen, så det var bare oplagt at lave noget der. Det faldt mig bare meget nært ind, i stedet for at sidde hjemme i sofaen og se alle de her opdateringer, så ved jeg, at jeg kan gøre en forskel, og så kan jeg lige så godt gøre det, fortæller Rasmus Munk, der på nuværende tidspunkt ikke kan afsløre, hvilke kokke der skal lave maden på søndag.

Billetterne til middagen vil blive solgt i løbet af ugen over Facebook, og derudover kan man også donere penge på en konto, som Indsamlingsnævnet netop er ved at godkende, fortæller Rasmus Munk.

»Der vil også være mulighed for at donere penge på en konto i løbet af ugen, og jo flere penge vi får ind der, jo billigere vil middagen sådan set blive i sidste ende,« siger Rasmus Munk, der på stående fod er ved at oprette en Facebook-side til formålet.

På familiens Facebook-side 'Martins sidste rejse' vil man dog kunne blive guidet videre til den nye Facebook-side.

Da Indsamlingsnævnet endnu ikke har godkendt kontoen, er der ikke samlet nogen penge sammen endnu. Alligevel er Rasmus Munk ikke i tvivl om, at målet på de 50.000 kroner bliver nået inden på søndag.

»Indtil videre er der ingen penge på kontoen, men der er rigtig mange, der venter på at få kontooplysningerne, så der er rigtig mange, der gerne vil hjælpe,« siger Rasmus Munk, der lover at meddele kontooplysningerne ud så hurtigt som muligt.